Læs Peter Skaarups tale ved DF Brøndbys julefrokost

Oplæg til medlemsmøde i Brøndby 6/12-2012 af Peter Skaarup

Kære venner!

Det er mig en stor fornøjelse at være her i Brøndby og møde jer gode DF’ere fra ”Vestegnen”. Nu er aftenens tema retspolitik, men da jeg jo har god tid i aften, så vil jeg også tale lidt om, hvordan det går sådan overordnet med Dansk Folkeparti inde på Christiansborg. Det er jo ret spændende, for der sker meget i politik lige nu.

Det er nu noget over et år siden, at der var folketingsvalg. Det betød jo et regeringsskifte, det vil jeg vende tilbage til, og det betød også en masse for Dansk Folkeparti inde på Christiansborg. Vi sagde farvel til en række kendte ansigter, som havde valgt ikke at genopstille, og goddag til en række nye medlemmer af vores folketingsgruppe, som har en masse nye idéer og energi at bidrage med. Måske har I mest oplevet det som om, at der er tonet en DF’er frem på skærmen, som I ikke lige kendte, men tro mig, når jeg siger, at selv om vi har sagt farvel til gode kræfter, så har vi så sandelig også sagt goddag til gode kræfter.

For eksempel valgte Søren Krarup, ham kender de fleste jo nok, at stoppe i politik ved sidste valg, og vi har så siden haft fornøjelsen af Marie Krarup, som er Søren Krarups datter. Hun er et glimrende eksempel på et nyvalgt Folketingsmedlem, der er gået lige ind på Christiansborg og straks har sit præg på omgivelserne. Marie Krarup tidligere officer og nu Dansk Folkepartis forsvarsordfører. Og hun har sammen med vores formand Kristian Thulesen Dahl spillet en stor rolle i forhold til de forhandlinger om Forsvaret, som netop er blevet afsluttet. Det var nogle rigtige gyser-forhandlinger, kan jeg godt afsløre. Regeringen ville jo nærmest afskaffe værnepligten, mens vi i Dansk Folkeparti kæmpede med næb og kløer for at bevare den. Det endte så heldigvis med, at vi fik den bevaret. Det er jeg meget, meget glade for.

Forløbet omkring forsvarsforhandlingerne viser også, at selv om landets statsminister hedder Helle Thorning-Schmidt, så får vi i Dansk Folkeparti stadigvæk noget af vores politik igennem. Vi får stemmerne i arbejde, som man siger. Og det skal man ikke undervurdere vigtigheden af. Der er ikke noget nemmere i hele verden at stille sig over i et hjørne og surmule, men det får man bare ikke noget ud af. Man har ganske enkelt ingen indflydelse, hvis man bare står på sidelinjen og råber. Nej, man skal ind på banen og spille med, ellers får man ingen resultater. Og tag ikke fejl af, at Dansk Folkeparti blandt andet takket være de mange politiske resultater, som vi har leveret, er blevet et respekteret parti. Jeg har i hvert fald oplevet, at vi nyder mere og mere respekt blandt danskerne. Det gør vi, fordi vi er et seriøst parti, der skaber resultater. Og vi kan også se det i meningsmålingerne. I sidste uge viste en Megafon-måling for TV2, at Dansk Folkeparti stod til 14,3 procent af stemmerne, og i denne uge viste en måling for metroXpress, at vi står til 14,9 procent! Nu skal man ikke lægge for meget i en enkelt måling, men når de fleste målinger viser, at vi ligger pænt over sidste valgresultat, så viser det en klar tendens.

Nu ligger vi som sagt pænt i meningsmålingerne, og det har allerede betydet, at nogle medier finder det meget interessant, om Dansk Folkeparti nu skal i regering efter et valg eller ej. Ikke at jeg håber det, men der er nok næsten tre år til næste valg, og alligevel kommer det emne op fra tid til anden. I grunden skulle man jo mene, at det bedste vil være, hvis vælgerne afgiver deres stemme. Så ser man bagefter på, hvordan danskerne har sammensat Folketinget og danner regering ud fra det. Men det er altså et emne, som til stadighed optager medierne, og som vi politikere fra tid til anden skal svare på. Og svaret er, som Pia Kjærsgaard også sagde det på årsmødet: Dansk Folkeparti kommer i regering på et tidspunkt. Men, og der jo altid et ”men”, det skal være, når det passer os. Vi skal passe meget på ikke at gøre det der med at komme i regering til et mål i sig selv. Det gjorde SF, og I kan jo alle se, hvordan det er gået med dem. Pu-ha! Nej, for os handler det om at få gennemført så meget af vores politik som muligt. Hvis det sker i en regering, så er det fint. Hvis det sker som et magtfuldt støtteparti for en regering, så er det også fint.

Jeg vil gå så langt som at sige, at Dansk Folkeparti som støtteparti i perioden 2001-2011 burde være en rollemodel for andre partier i forhold til, hvordan man veksler sine mandater til indflydelse. Jeg må så også konstatere, at Enhedslisten under dette års finanslovsforhandlinger for et par måneder siden har vist, at de har læst meget dårligt på lektien. For Enhedslisten viste sig nemlig til syvende og sidst at være billigt til salg, og det er de vist meget glade for i regeringen. Dansk Folkeparti deltog jo også i forhandlingerne om finansloven, men vi måtte konstatere, at regeringen reelt ikke var interesseret i at lave en aftale med os. Vi fremlagde ni punkter for regeringen, som det var meningen, at regeringen så skulle arbejde videre med, men de altså mere interesserede i at lave en finanslovsaftale med Enhedslisten. Jeg vil nu mest af alt tro, at det var af taktiske hensyn, for ikke at gøre Enhedslisten endnu mere sure, end de vist var i forvejen. Som jeg har sagt før, så er jeg ikke den store fan af Helle Thorning-Schmidt og regeringen. Men i Dansk Folkeparti arbejder vi for Danmark, og det betyder, at vi, selv om vi er meget utilfredse med den siddende regering, forsøger at få indflydelse og indgå aftaler, som vi mener, gavner Danmark. Vi sidder ikke over i et hjørne og surmuler med armene over kors. Vi arbejder altid for at få vores mandater til at arbejde, for folk har jo stemt på Dansk Folkeparti for, at vi skal sætte så mange fingeraftryk på dansk politik, som vi overhovedet kan. Det lykkedes med forsvarsforliget, hvor vi fik bevaret værnepligten, men regeringen ville ikke lytte til fornuft i forbindelse med finansloven, og så må jeg sige, at når det gælder retspolitik, så er regeringen på lange stræk helt håbløse.

Vi forhandlede meget længe med regeringen om en ny aftale om Kriminalforsorgen, det som medierne kaldte for ”fængselsområdet”, men til syvende og sidst var regeringen ikke villige til at komme os i møde. Jeg kan helt ærligt sige, at jeg virkelig mener, at vi fra Dansk Folkepartis side var åbne og konstruktive i vores tilgang til forhandlingerne, men justitsminister Morten Bødskov ville det altså anderledes. En af de helt store knaster var, at vi gerne vil sikre os, at for eksempel østeuropæiske kriminelle i langt højere grad kommer hjem og afsoner i deres hjemlande. Det er en god idé, fordi de ikke har noget at gøre her i Danmark og fordi det skaber ledige pladser i de danske fængsler, som fængslerne har brug for i øjeblikket. Der er cirka 1.100 ikke-danske statsborgere i fængsel her i landet, og de fylder selvsagt godt op. Derfor vil vi gerne sætte turbo på hjemsendelsen af disse kriminelle. Og det kan lade sig gøre, for for eksempel Norge er langt bedre til at hjemsende kriminelle, end vi er det i Danmark. I 2011 hjemsendte Norge 52 kriminelle og Sverige 60. Danmark hjemsendte to. Derfor tog vi med til forhandlingerne, at regeringen skal tage kontakt til relevante EU-lande og en række andre lande og indgå aftaler med hvert enkelt land om, at de skal modtage de nævnte kriminelle. Det siger sig selv, at der i den forbindelse skal gives en økonomisk gulerod til de nævnte lande, men de penge kan relativt nemt findes i de besparelser, som vi får ved at sende de udenlandske kriminelle hjem: En fængselsplads i Danmark er typisk meget dyrere end i nogen af de lande, som der her er tale om. Men det ville regeringen altså ikke. I stedet blev det til noget varm luft og nogle initiativer, der intet nytter, hvis de kriminelles hjemlande ikke har spor lyst til at tage imod deres egne statsborgere. Sådan lidt populært sagt ville Dansk Folkeparti tage fat om nældens rod, mens regeringen bare snakker. Og hvem betaler så for det? Jo, det gør helt almindelige danskere såmænd. For en del af fængselsaftalen indebærer nemlig, at der bliver taget penge fra tilskud til tandrensninger til at oprette flere fængselspladser. Med andre ord skal danskerne betale endnu mere for at passe godt på deres tænder, mens for eksempel østeuropæere fortsat kan gå og hygge sig i danske fængsler. Det er bare ikke rimeligt, men desværre et typisk eksempel på, hvordan denne regering prioriterer kriminelle udlændinge frem for danskere.

Det kan ligne blødsødenhed, og blødsødenhed er også, hvordan jeg vil betegne regeringens politik over for landets rockere og andre bandemedlemmer. Over hele landet er der problemer med rockere, der er involveret i forskellige former for kriminalitet, så som narkosalg, vold, afpresning. Når medierne så tager denne organiserede kriminalitet op, så har justitsministeren det med at se meget forarget ud på tv og tale en masse, men reelt er det ikke meget, han gør. For eksempel har vi i årevis arbejdet for et forbud mod rocker- og indvandrerbander, fordi et sådan forbud fra den ene dag til den anden vil rive tæppet væk under den status som forbilleder og autoriteter, som HA og indvandrerbanderne, har i dag blandt især visse unge mennesker. Netop den nuværende justitsminister Morten Bødskov har i årevis talt for netop sådan et bandeforbud, men da han så blev justitsminister, så fik piben sørme en anden lyd. Så lød det sørme, at et rockerforbud ”ikke er en farbar vej”. Ja, man kan næsten være sikker på, at det, som Socialdemokratiet lover før et valg, er det stik modsatte af, hvad de gør, hvis de vinder det!

I Dansk Folkeparti vil vi gerne gøre alt, hvad vi kan for at forhindre kriminalitet og for, hvis den kriminelle handling er blevet begået, sørge for, at gerningsmanden bliver pågrebet og får en hård og retfærdig straf. Derfor ønsker vi et landsdækkende DNA-register. Det vil så være sådan, at hvis politiet finder et DNA-spor på et gerningssted, så kan de i et register finde ud af, hvem DNA-sporet tilhører og så hive fat i vedkommende. For eksempel har vi en grum sag på Fyn, hvor en ukendt mand tilbage i oktober tog en 11-årig pige ind i sin bil, hvor han bandt hende og sexmisbrugte hende. Nogle uger efter gentog det samme forløb sig i nærheden, og denne gang var det så en pige på 10-år, der var offeret. Politiet ved via DNA-spor, at der er tale om den samme gerningsmand, men fordi man ikke har noget match til DNA-sporet, så går gerningsmanden altså frit rundt. Jeg kan næsten ikke holde ud at tænke på, at hvis vi havde haft et DNA-register, så kunne politiet måske have fanget gerningsmanden allerede efter den første forbrydelse, og forbrydelse nummer to kunne måske være blevet undgået. Tænk også på den frygt, som måske hele Fyn oplever i øjeblikket, fordi man ved, at en sådan mand er på fri fod. Dansk Folkeparti har netop fremsat et forslag om, at vi skal have oprettet sådant et DNA-register, men det vil regeringen altså ikke være med til. Jeg forstår det ikke.

Jeg forstår heller ikke, at regeringen ikke har som allerhøjeste prioritet at gøre noget ved alle de knivstikkerier og gaderøverier, som i øjeblikket plager Storkøbenhavn. Vi har i løbet af efteråret oplevet flere alvorlige knivstikkerier, og ifølge Rigspolitiet blev der i første halvår af 2012 begået 418 gaderøverier i København. Det er mere end to om dagen! Justitsministeren burde smide alt, hvad han har hænderne og straks gøre noget, så de her knivstikkere og gaderøvere kan komme bag lås og slå, hvor de ikke kan genere nogen! Men desværre er det som om, at regeringen mest af alt kan bidrage med snak, snak og så lidt snik-snak, når det handler om for alvor at gøre noget ved kriminaliteten. I Dansk Folkeparti vil vi for eksempel gerne tale med regeringen om muligheden for langt mere videoovervågning, mange gaderøverier bliver nemlig aldrig opklaret, og så hårdere straffe til gaderøverne, men regeringen vil desværre ikke så gerne tale med os om dette emne.

Nogle af jer har måske set TV2-Nyhederne de seneste dage, hvor tv-stationen har sendt en mand med skjult kamera ind i asyl-centeret Sandholmlejren. TV2’s optagelser viser, at der foregår åbenlyst narkotikasalg fra asylcenterets værelser og i nogle små kiosker, der drives af beboerne selv. Det er med andre ord meget organiseret. Det skal der selvfølgelig sættes en stopper for, og derfor foreslår Dansk Folkeparti nu, at asylansøgere, som politiet tager på fersk gerning med narko, automatisk får afslag på asyl og bliver udvist. Det skulle man jo mene, var sund fornuft, men jeg er nu ikke sikker på, at vores ”venner” i regeringen ser sådan på det.

For regeringen har jo lavet den ene lempelse efter den anden på udlændingeområdet. Det betyder ikke overraskende, at langt flere søger asyl i Danmark. Sidste år søgte under 4.000 og i år forventes det, at over 6.000 søger asyl. Det er jo sådan, at det rygtes ude i verden, at ”nu er det blevet bedre at søge asyl i Danmark”, og så kommer der flere hertil. Og selvfølgelig skal lempelserne droppes, for flere asylansøgere betyder jo en øget økonomisk byrde for Danmark, gør integrationen af dem, der allerede er her, mere vanskelig og så er det også en del af stram retspolitik at sørge for, at vi har en fornuftig udlændingepolitik. Cirka 27,5 procent af de indsatte i danske fængsler er faktisk udlændinge. Det vil altså sige, at mere end hver fjerde indsat ikke er dansker. Med andre ord hænger en stram retspolitik uløseligt sammen med en stram udlændingepolitik. Og så er det jo godt, at Dansk Folkeparti har begge dele som mærkesager.

Her til sidst vil jeg lige sige lidt om fodbold også. Jeg er jo i Brøndby J Vores retspolitik skal sikre en række ting, og en af de ting er, at det er trygt og dermed godt at være dansker. Og det handler ikke kun om gaderøverier og voldtægter, det handler også om, at man trygt skal tage til en fodboldkamp med sine børn, uden at frygte ballade eller at få et romerlys i nakken. På den baggrund var det ret trist, at der var en gruppe ballademagere, der lavede ret så meget uro efter pokalkampen mellem Brøndby og FC København den 28. november. Jeg har i den forbindelse hevet fat i justitsministeren, fordi vi skal have gjort noget ved problemerne. Vi skal have fundet ballademagerne og sørge for, at de ikke kan komme til fodbold. Forstå mig ret, det er helt fint, at der er gang i den til en fodboldkamp, og der er vel ikke nogen fangruppe, der er mere beundret for deres evne til skabe en super stemning til en fodboldkamp end netop Brøndbys fans. Men det nytter ikke noget, at en lille gruppe bøller laver så meget uro, at almindelige mennesker ikke tør tage til fodboldkampe. Derfor skal vi have hooliganregistret op i gear, så det kan bruges som et effektivt redskab, så de trods alt relativt få, der kommer for at lave ballade, slet ikke kommer ind. Der har været snak om, at for eksempel Brøndbys kampe skal spilles uden tilskuere, og det duer ikke. For det skal ikke gå ud over de mange, at en lille håndfuld såkaldte fans ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.

Ja, det var så mit oplæg. Jeg vil sige tusind tak, fordi I hørte på mig, og jeg glæder mig til at få en god debat!

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.