Brøndbykredsen har valgt Folketingskandidat

Aia Fog

Dansk Folkepartis Brøndbykreds har valgt Aia Fog, 46 år, som Folketingskandidat:

Dansk Folkepartis Brøndbykreds, der består af Ishøj, Vallensbæk og Brøndby lokalforeninger, har afholdt opstillingsmøde, hvor vi har valgt den 46-årige jurist, Aia Fog, som Folketingskandidat.
Vi har bedt hende om at præsentere sig selv og det gør hun således:

Jeg vil gerne opstilles som jeres folketingskandidat i Brøndby-Vallensbæk-Ishøj.
Jeg er 46 år og uddannet jurist. Til daglig bor jeg på Østerbro sammen med min store søn Oskar, som lige har aftjent sin værnepligt ved Almegård Kaserne på Bornholm, og som nu er ved at flyve fra reden. Jeg arbejder med forhandling og rådgivning i en fagforening, og i min fritid passer jeg hvervet som konstitueret næstformand i Trykkefrihedsselskabet, skriver til Den Korte Avis – og sørger i det hele taget for at blande mig så meget som jeg kan, når jeg falder over noget, som jeg synes skal ændres, bevares, råbes op om, spares væk eller bruges penge på. Jeg har tidligere været opstillet for Dansk Folkeparti til kommunalvalg i København, folketingsvalg i hhv. Gladsaxe og Haderslev og til EU-Parlamentsvalget.
For mig at se er der tre helt grundlæggende ting vi skal værne om:

Vores land:
Danskerne er ét folk. Hvad enten man er indfødt eller tilflytter, er det vigtigt, at man bekender sig til det fællesskab, der følger af at vi alle kommer fra Danmark og at vi derfor på en række helt grundlæggende punkter hører til hos hinanden. Vores egenart og fællesskab udspringer af vores fælles sprog, historie og kultur. Vi skal være glade for og stolte af det land, vi har arvet og kæmpe for, at det fortsat er danske værdier, der præger det land, vi giver videre til vores børn og børnebørn.

Vore grænser:
Danmark er en nationalstat, og det er helt afgørende for nationalstaten, at den skal kunne markere og forsvare sine grænser. I disse år er Danmark presset af EU’s krav om fri bevægelighed og Schengenaftalens nedlæggelse af grænsekontrollen: Her i sommerperioden myldrer det østeuropæere, som kommer til Danmark for at tigge og begå kriminalitet, og de københavnske opholdssteder for hjemløse kan berette om et forholdsmæssigt stort antal afrikanere, som kommer herop fra bl.a. Grækenland, Italien og Spanien, hvor de tidligere har ernæret sig ved løsarbejde. Vi er altså i disse krisetider påtvunget andre landes sociale problemer. Ikke mindst derfor skal vi have grænsekontrollen tilbage, så vi selv kan bestemme, hvem der skal ind i vores land – og især hvem der ikke skal.

Vores befolkning:
Danskerne er et folk, der passer på hinanden, og bekymrer sig for hinanden. Det er velfærdsstaten det bedste bevis på. Den tillid og solidaritet skal ikke undergraves af de grupper af muslimer, der forkaster vores værdier, men samtidig kræver at blive forsørget af os. Den nuværende regering forsøger at nedbringe antallet af ghettoområder i Danmark ved at ændre definitionen på, hvad man betegner som en ghetto. Men sandheden er, at ghettoområderne er i vækst, og at udviklingen mod regulære parallelsamfund tager mere og mere fart. Vi skal turde insistere på de værdier, der har dannet grundlag for vores samfund og stille krav til dem, der vil forkaste de.

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.