DF-besøg på Produktionshøjskolen i Brøndby

Henrik Rademacher-BestyrelseHenrik Rademacher
DF-medlem af:
Kommunalbestyrelsen
Produktionshøjskolens bestyrelse

Da posterne efter sidste kommunalbestyrelsesvalg skulle fordeles fik jeg posten som bestyrelsesmedlem i PHS, Produktionshøjskolen i Brøndby. Jeg har selv gået på produktionsskole tilbage i 1997 til 1999.
Jeg startede før lovindgrebet om at man maksimum kunne gå der i et år. Jeg gik på Medielinjen på Pile Mølle som ligger i Ishøj Landsby. Derfor gav det mening for mig at sidde netop i PHS’s bestyrelse, da jeg jo ikke er helt uvidende om hvad der foregår på en produktionsskole. Ej heller om hvad formålet med et skoleophold på en sådan er.
Jeg kan huske at mange opfattede os elever som en form for tabere eller problematiske unge. Jovist, der gik nogle elever der som havde nogle udfordringer med opførsel, familie eller omgangskreds. Men disse elever kunne også findes på andre, og mere velansete skoler. Personligt gik jeg der fordi jeg ikke kunne komme ind på den uddannelse jeg havde satset på. Og for så ikke at spilde et år og miste kontakten med døgnrytmen startede jeg. Der er dog sket meget siden da, men jeg støder desværre stadig på den nedladende holdning til skolerne. En fejlplaceret fordom, som bunder i uvidenhed om hvad skolerne gør for eleverne og deres fremtid.
Jeg har været på et introduktionsbesøg på skolen, og jeg er dybt misundelig på de unge der går på skolen. Den professionalisme der er i udstyr og rammer er lysår fra da jeg gik på Pile Mølle Produktionsskole. Der er ingen tvivl om at omgivelserne kalder på inspirationen i den unge. Nogle af de unge har store drømme, og drømme er en af hjørnestenene i sjælen. Hvis den unge vil og viser kontinuerlig gåpåmod, så står et hold af lærer og vejledere parat til at hjælpe.
Da jeg besøgte de forskellige linjer på skolen hilste jeg på lærerne og mødte eleverne i deres vante rammer. Det første stop var Køkken- og cafélinjen hvor der praktiseres en omvendt Noma tone. Elementer som sundhed, hygiejne og planlægning er blot nogen af de dyder der læres. Du har mulighed for at smage på sagerne ved at besøge Café Kilden i kulturhuset Kilden.
Så så jeg STU som er en 3-årig ungdomsuddannelse. Her bliver eleverne blandt andet klædt på til at kunne varetage det at bo alene. 3 gange om ugen besøger de fitness centret, hvilket jo giver plus i min bog da jeg går meget op i netop fitness. Og så skal de forresten til Club La Santa som den unge selv er med til at finansiere.
Dernæst besøgte jeg Film og TV-linjen. Her laves der blandt andet reklame film som jeg så en af. Jeg er dybt imponeret over den. Den kunne lige så godt være vist på DR2 så prof så sammenklipning, kameraholdning og optagelses vinklerne ud. På skolens hjemmeside kan man se kortfilm lavet af eleverne.
Nu måtte vi bevæge os udenfor for at se næste linje, Sundhed, omsorg og pædagogik, som ligger lidt væk fra hovedbygningen. Her får de unge viden og erfaring så de er klar til for eksempel at starte på SOSU skolen. De laver også børneteater for alle de mindste klasse fra Brøndbys skoler. Efter forestillingerne er børnene så tilfredse at de ønsker autografer.
I samme bygning finder man Krop, Stil og Mode. Alt hvad omhandler fremtræden og udstråling er på programmet. De er ude og møde de ældre hver anden fredag hvor de blandt andet har lagt make-up på dem. Og hold nu fast, deres pilleforbrug er faldet 50 % efter dette er skudt i gang. De ældres pilleforbrug vel at mærke.
Tilbage i hovedbygningen besøgte jeg Foto, Grafik og Kommunikation. Fotografering er jo mere end bare at trykke på udløseren. Det er en af de ting der læres her. Fotoet er jo heller ikke bare klar herefter. Det skal lige tilrettes med en omgang redigering før det er klart til at blive præsenteret på blandt andet nettet. Den unge får mulighed for at lave en port folio som de kan vise frem ved den fremtidige jobsøgning.
Det kunne tydeligt høres at Musikdramatisk linje holdt til på gangen. Her fik jeg en smagsprøve på en sang, og så valgte de lige at spille en af mine ynglings sange af et af mine ynglings bands. Jeg kunne næsten fristes til at tro at de havde forhørt sig om mig ude i byen. Jeg glæder mig allerede til at opleve mere herfra. Showbiz på og bag scenen er hvad der er på tapetet her.
Middelalderlandsbyen med Formidling, børn og aktivitetslinjen fik jeg ikke besøgt i denne omgang.
Stoltheden lyste ud af øjnene på lærerne når de fortalte om de succeshistorier eleverne de har haft har fået senere hen. Og de skal være stolte, for hvilke odds har de unge ikke haft imod sig før de trådte ind af døren på Brøndby Produktionshøjskole.

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.