Schengen-samarbejdet er brudt sammen!

Ugebrev-KTD

Kristian Thulesen Dahls Ugebrev – mandag den 7. september 2015

 Hvis nogen skulle være det mindste i tvivl, så har denne weekend vist det klart: Schengen-samarbejdet og Dublin-forordningen er brudt endegyldigt sammen!

Under stor mediebevågenhed har tusindvis af migranter og asylansøgere forsøgt at komme fra Ungarn via Østrig til Tyskland. Og lørdag sagde den tyske kansler Merkel, at grænserne ville blive åbnet, så de mange migranter kunne komme til Tyskland. I realiteten har Tyskland dermed suspenderet såvel Schengen-samarbejdet, som Dublin-forordningen.


Schengen er den aftale, som det daværende folketingsflertal indgik i 2001. Det er den ordning, som hindrer os i en effektiv grænsekontrol. Idéen med Schengen dengang var, at der skulle være fri bevægelighed inden for EU, men at EUs ydre grænser så skulle sikres. Det er helt åbenlyst, at EUs ydre grænser er alt andet end sikret.

Dublin-forordningen er en aftale mellem EU-landene, Norge, Schweiz, Island og Liechtenstein, som skal sikre, at en asylansøgning, der indgives i et af disse lande, kun behandles af ét land. Dublin-forordningen betyder, at en asylansøger skal søge asyl i den første medlemsstat, som ansøgeren ulovligt er rejst ind i.

Tankevækkende i øvrigt at kansleren i Tyskland således blot kan sætte ellers aftalte spilleregler ud af kraft.

Men hvad bliver så resultatet af dette? Måske den største søgning af asyl- og migranter mod de europæiske lande nogensinde. I første omgang forventer Tyskland, at der kommer 10.000 migranter fra Ungarn. Men banegården i Budapest, som vi har set så mange gange på tv i den forgange uge, er endnu engang blevet fyldt af migranter. Disse agter heller ikke at blive i Ungarn, og de vil også kræve at komme videre til et andet EU-land, hvor forholdene vurderes at være bedre. Samlet vurderer man i Tyskland, at der i år kommer 800.000!

Og på grund af Danmarks deltagelse i Schengen-samarbejdet betyder det, at når Tyskland ikke kontrollerer sine grænser, kan disse personer frit rejse videre til Tysklands nabolande, herunder Danmark.

Når nu Tyskland på denne måde suspenderer de fælles spilleregler, er forudsætningen for de fælles regler selvsagt væk. Derfor har Danmark lov til at genindføre den grænsekontrol, som mange danskere ønsker. Vi skal selvsagt diskutere, hvem og på hvilke vilkår folk skal kunne komme til Danmark. Men at det ikke skal ske på baggrund af vilkårlighed, men ved at vi har styr på situationen, bør være åbenlyst.

I den nyligt afholdte valgkamp fik vi endnu engang at vide – bl.a. fra socialdemokraterne – at det ikke havde nogen indflydelse på antallet af migranter, der kommer til Danmark, hvilke vilkår vi har for dem. Men billederne her til formiddag af folk, der ikke synes, at vilkårene i Danmark er tilstrækkeligt gode, hvorfor de søger videre til Sverige, understreger klart, at vilkårene betyder noget. Og man må jo spørge sig selv, om det virkelig er flygtninge, der kommer, når man kan stille spørgsmålstegn ved, om vilkårene er gode nok. Mon ikke man gladelig vil tage til takke med de danske forhold, hvis alternativet er forfølgelse, nød og elendighed?

For løsningen er ikke, at vi blot tager endnu flere personer til Vesteuropa.  EU kan ikke håndtere stadig flere og samtidig fastholde de velfærdssamfund, befolkningerne ønsker.  Løsningen er, at vi får sikret, at mange flere hjælpes i deres nærområder.

Det gælder også i forhold til situationen i Syrien. Det er dybt nødvendigt, at de europæiske lande og andre, for eksempel de velhavende arabiske lande, sikrer langt flere midler til at hjælpe flygtninge i deres nærområder. I Danmarks tilfælde kan vi jo passende og meget hurtigt få set på og omlagt vores udviklingsbistand.

Et eksempel er det arabiske initiativ. Der er stor tvivl om effekten af de initiativer, som får penge via dette. Er det ikke bedre at bruge pengene på hjælp i eksempelvis FN´s flygtningelejre? Man kan også spørge sig selv, om det er rimeligt, at Danmark giver ulandsbistand til Pakistan? Landet har en af verdens største stående hære og er desuden i besiddelse af atomvåben. Bør landet ikke bruge færre midler på sit militær og flere penge på sin egen befolkning. Hvorfor skal Danmark indirekte understøtte sådan en militærkapacitet, når vi burde give flere penge til de nødlidende i nærområderne omkring bl.a. Syrien?

Man taler om, at der ikke går mange år, før vi ikke længere taler om fattige lande, men bestemt stadig desværre om fattige mennesker. Det skyldes jo en voldsom ulighed – så en større omfordeling i landene selv er også en af de mere langsigtede løsninger på fattigdom og elendighed.

Danmark giver – i international sammenligning – en stor udviklingsbistand. Dette vil vi fortsat gøre og således være et af de mest bidragende lande i verden. Og med en udviklingsbistand på cirka 14,3 milliarder kroner årligt bør der kunne sikres flere penge til det humanitære arbejde i nærområderne. Det er vejen frem – ikke at give flere incitament til at prøve lykken ved at betale menneskesmuglere tusindvis af kroner for at få sig smuglet til Nordeuropa.

Med venlig hilsen
Kristian Thulesen Dahl

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.