DF melder sig tilfredse med satspuljeaftalen for 2016

Pressemeddelelse

Sent i går aftes indgik Folketingets partier undtagen Enhedslisten aftale om, hvordan satspuljen for næste år skal fordeles på socialområdet. Dansk Folkepartis forhandlere melder, at der er mange gode elementer i aftalen, og at DF har fået flere vigtige ting i gennem.

  • Jeg er glad for, at ordblindeområdet bliver opprioriteret på den måde, at der nu kommer et retskrav på at få en ordblindetest. Desuden bliver der afsat penge til en pulje, som skal støtte udvikling af teknologier, it-løsninger og lignende, som skal komme mennesker med handicap til gavn. Det er to virkelig gode tiltag, siger Dansk Folkepartis handicapordfører Karina Adsbøl.

Det er desuden blevet aftalt, at Mødrehjælpen og Dialog mod Vold kan fortsætte deres arbejde med ambulante behandlings- og rådgivningstilbud til kvinder og mænd, der er ofre for eller udøvere af vold. Den indsats var ellers i fare, da kommunerne ikke ville bidrage selv, hvilket var en forudsætning for puljens udmøntning i sidste års satspulje.

  • Nu har vi så fået sikret, at det altså bliver til noget. At pengene kommer ud og arbejder for den gode sag, så vi tidligere og bedre kan hjælpe voldsramte familier. At man hurtigt kan få hjælp gør jo en verden til forskel for de berørte, siger Karin Nødgaard.

Det er nu også sikret, at Børns Vilkårs BørneTelefon kan holde åbent om natten.

  • Børn kan jo have akut brug for hjælp hele døgnet. At forældre kan udsætte et barn for vold eller seksuelt misbrug, eller måske kan være ude af stand til at tage sig af barnet, sker desværre også om natten, så derfor skal der selvfølgelig også være hjælp at hente, siger Karin Nødgaard.

Endelig har DF sikret, at der afsættes en pulje til åbne rådgivningstilbud til psykisk sårbare unge.  På den måde får de unge let adgang til at tale med voksne om deres problemer. Idéen er, at forebygge problemerne før de vokser sig større, og den psykisk sårbare unge ender i for eksempel psykiatrien.

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.