To dage før… Men svært at finde julefreden!

Ugebrev-KTD
I overmorgen er det juleaften. Vi fylder butikkerne for at få det sidste i hus. Gaverne – maden. Mange har svært ved rigtigt at komme i julestemning. Er det på grund af det varme vejr? Eller er det måske på grund af uroen over en verden, hvor der mangler lederskab og retning?
Der har altid været konflikter. Og vi har altid haft et ansvar for at hjælpe. Men med EU – med kansler Merkel – med de åbne grænser – er det som om, at det nu accepteres, at folk kan vandre fra konflikterne, som de vil. Og vores samfund må så bare stå klar – betale ved kasse ét både i form af økonomiske ressourcer og efterfølgende mere splittede samfund. Det får én klar konsekvens: Vi får sværere ved at hjælpe i fremtidige konflikter! Det er en gal vej at betræde.
Der er i 2015 kommet mere end 18.000 flygtninge og migranter til Danmark. Forventningen er, at der næste år kommer 25.000. Hertil skal lægges familiesammenførte, som kan betyde, at tallet skal ganges med tre. Så med potentielt 75.000 nye borgere næste år, er det ikke vanskeligt at få øje på udfordringerne.
En ting er de økonomiske konsekvenser. 2,9 mia. kr. i udgifter til asylsystemet, integrationsprogrammer osv. i 2011 var i 2015 blevet til udgifter for 9,2 mia. kr. Hertil kommer alle de udgifter, som kommunerne nu siger, slet ikke bliver dækket af den statslige refusion. Skal disse udgifter så tages fra ældreplejen, sygehusene osv.? Nej – det vil vi ikke!
Jamen – så har vi da hørt, at flygtninge og migranter skulle være en ressource for det danske samfund. Nærmest en gave til vores arbejdsmarked. Det har blandt andre Dansk Industri argumenteret for. Men at de tilvandrende skulle være veluddannede, er desværre en myte. Ganske mange kan hverken læse eller skrive og det fåtal, der har egentlige længere uddannelser, kan ofte ikke bruge dem direkte i Danmark. Historien viser da også, at hovedparten ender på livslang forsørgelse fra det offentlige.
Men ud over de store økonomiske udfordringer, er der også det faktum, at syrere, irakere og andre fra Mellemøsten er meget svære at integrere i det danske samfund. Efter fire år er eksempelvis under 20 procent af mændene i arbejde, mens det for kvinderne er helt nede på fem procent. Og vi ved jo desværre, at den manglende integration betyder etableringen af parallelsamfund og mindre fællesskab og samhørighed i det danske samfund.
Måske Venstre-regeringen og andre partier på Christiansborg så tror, at løsningen blot er, at der sættes flere ressourcer af til integration. At der indføres indslusningsløn og lignende på det danske arbejdsmarked. At der kommer endnu flere “venligboere”, der tager pænt imod dem, der vandrer til Danmark. Jeg tror omvendt, at det er en illusion at tro, at man kan løse de folkevandringer, der er gennem integration og byde velkommen. Vi står i et vadested. Vi skal beslutte, om vi skal gøre mere af det samme – det der ikke har virket – eller vi fundamentalt skal ændre den måde, vi hjælper mennesker i nød.
På grund af de mange flygtninge og migranter, der kommer til Danmark, bruger vi nu ca. 30 procent af udviklingsbistanden her i landet. Det er nødvendigt! Alternativt skulle der spares på kernevelfærden i det danske samfund. Men samtidig står det klart, at vi kunne hjælpe mange mennesker ude i verden for de penge, som flygtninge og migranter nu sætter sig på her i landet. Det er på mange måder uholdbart. En nødhjælpsorganisation sagde i går, at de kan hjælpe eksempelvis 12.000 mennesker til de basale behov for 1 mio. kr. om måneden! Så kan man jo selv begynde at regne på, hvor mange mennesker vi kan hjælpe for de penge, som vi bruger på mislykket integration her i landet.
Vi bør alle kunne være enige om, at flygtninge skal hjælpes. De er på flugt fra krig og har krav på vores hjælp. Men vi bør fastholde, at det er en midlertidig hjælp og at flygtninge som borgere i de lande, de har forladt, spiller en vigtig rolle, når landene skal genopbygges.
Flygtninge, som er rejst gennem fem, seks eller syv lande for at komme til Danmark, har udvist både initiativ og handlekraft. Det er to egenskaber, som er helt afgørende, når f.eks. et land som Syrien en dag skal genopbygges. Med andre ord bliver der hårdt brug for dem derhjemme.
Med andre ord skal vi give flygtninge husly og fred fra krig og ufred. Men vi skal ikke give nogen falske forhåbninger om, at de kan flytte deres families fremtid her til landet. Vi kan ikke løse verdens udfordringer ved at flytte befolkninger på den måde.
Vi hjælper ingen, hvis vi i længden ødelægger vores eget samfund. Nedbryder fællesskabet og samhørigheden i Danmark. Kommunernes svære situation illustrerer sagens kerne: At det handler om at prioritere. Er vi villige til at sætte vores egen velfærd over styr, fordi tingene bare får lov til at smuldre mellem fingrene på os? Eller bør vi ”genopfinde” det gamle flygtningebegreb og igen skelne mellem flygtninge og indvandrere.
Flygtninge skal have husly og beskyttelse – uanset hvad de bringer med sig i bagagen af uddannelse og øvrige kvalifikationer – men i en midlertidig periode. Indvandrere skal vurderes i forhold til, hvad de kan bidrage med til det danske samfund – men integreres med henblik på varigt ophold. Det er to vidt forskellige ting.
På kort sigt skal kommunerne have støtte til at klare problemerne. Men de bliver jo ikke løst af, at pengene bliver taget fra en skatteyderbetalt kasse til en anden. Derfor er vi nødt til fundamentalt at revidere vores syn på flygtninge- og indvandrerpolitik. Vi har i Folketinget de seneste måneder vedtaget væsentlige stramninger på udlændingeområdet. Men vi mangler stadig den væsentligste: At folk med flygtningestatus grundlæggende ikke skal integreres i det danske samfund. De skal hjælpes midlertidigt. Til gengæld kan vi så hjælpe så mange flere! Dermed kan vi sikre vores samfund for fremtiden samtidig med, at vi hjælper mange flere i nød rundt i verden. Dét er vejen frem!
– og det vil hjælpe til at sikre julefreden…

Med venlig hilsen
Kristian Thulesen Dahl

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.