Grænsekontrol – Det uundgåelige

Ugebrev
– mandag den 4. januar 2016

“Vi skal (jo) passe på Danmark”!
Så kom dagen, som var ventet med spænding. Dagen hvor svenskerne i forlængelse af deres forfejlede indvandringspolitik stoppede over 60 års fri bevægelighed i Norden. Hvad ville der ske? Kaos ville bryde ud! For hvordan kan man have noget så uhørt som kontrol af rejsende mellem lande?
Hvordan er det så gået indtil videre? Jo, efter godt seks timers kontrol lød det fra DSB, at det er gået stille og roligt. Ved 8-tiden kunne Ritzau berette, at journalister fylder mere end pendlere på perronen ved Københavns Lufthavn. Retfærdigvis skal det så siges, at der forventes køer og ventetid senere i dag, men det er sådan set naturligt nok, når man indfører noget nyt. Myndigheder og passagerer skal lige vænne sig til de nye procedurer.
Det, nogle med rette kan kritisere, er ikke, at der er ønske om kontrol mellem Sverige og Danmark, men at denne kontrol lægges i hænderne på transportørerne. Det er jo et udslag af Schengen-reglerne, som forbyder lande at have egentlig grænsekontrol. Havde man det, ville det jo i højere grad være politi og andre myndighedspersoner, der udøvede kontrollen. Sådan som det selvsagt også bør være.
Men læren af diskussionen frem til i dag er, at mange forsøger at gøre noget helt normalt – nemlig grænsekontrol – til noget unormalt. Til noget, der er i strid med al fornuft og i øvrigt helt uoverskueligt at håndtere i praksis. Man underkender, at det har været helt naturligt – i Danmark indtil marts 2001 – at have grænsekontrol eksempelvis til Tyskland, uden at dette har udfordret det gode naboskab. Nu gøres det til et kæmpeproblem i forhold til Tyskland, hvis Danmark igen ser behov for indførelse af grænsekontrol. Det normale gøres til det unormale…
Modstanderne af grænsekontrol bør sige det, som det er: For dem handler det om den ideologiske drøm om et grænseløst Europa. Det handler ikke om det praktisk besværlige ved grænsekontrol. Om at det trækker nogle politi-ressourcer. For dem handler det om det ideologiske. Det grænseløse Europa som er med til at drive integrationen i EU frem. Uden grænser er det selvsagt nødvendigt at harmonisere stadigt mere. Schengen-samarbejdet er således et middel til at opnå det, man gerne vil.
Og betingelsen for en ophævelse af pas- og grænsekontrol internt mellem EUs medlemslande var jo så i øvrigt også, at EUs ydre grænser skulle sikres effektivt. Det har aldrig været tilfældet, hvilket alle vel efterhånden har erkendt efter den massive folkevandring, vi har set det seneste halve år.
Udfordringerne er blevet så store, at selv de største tilhængere af det grænseløse Europa holder lav profil. Selv de kan ikke længere holde facaden over for Europas befolkninger, der jo godt kan se, at tingene ikke hænger sammen. Alle kan nu se, at illusionen, ja fantasien, om det grænseløse Europa med effektiv kontrol ved de ydre grænser ikke længere holder. At virkeligheden ikke længere kan benægtes.
Efter det massive migrant- og asylpres søger hvert land nu forklaringer for at beskytte sine egne befolkninger. Det er kun helt naturligt og meget forståeligt, selvom det kan virke lidt patetisk at skulle finde forklaringer på at indføre det normale igen. Og tankevækkende er det jo, at hver gang noget for alvor truer, indfører man grænsekontrol. Det er for eksempel sket i forbindelse med terror-handlinger og topmøder. For hvis grænsekontrol, som tilhængerne af det grænseløse Europa har sagt så mange gange, ikke nytter noget, hvorfor er det så, at landene skynder sig med at indføre netop dét, når noget truer?
Nej. Det er uundgåeligt, at grænsekontrollen kommer igen. At vi også her i Danmark får indført en effektiv kontrol ved vores grænser. Det er også det eneste rigtige. Det eneste uforståelige er, at det skal tage så lang tid.
Jeg kvitterer selvfølgelig for, at regeringen i dag har bebudet en række tiltag i forlængelse af den øgede svenske kontrol. For naturligvis skal man glæde sig over ethvert skridt i den rigtige retning.
Men lidt højere tempo vil ikke gøre noget. Selvom jeg anerkender, at det kan være svært for de, der har argumenteret for det grænseløse Europa, at erkende den fejlslagne vej. Men storheden består i erkendelsen af at have taget fejl, ikke i stædigt at holde fast til skade for landet. “Vi skal (jo) passe på Danmark”, som statsministeren har formuleret det! Deri er jeg helt enig!

Med venlig hilsen
Kristian Thulesen Dahl

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.