Vi skal passe på Danmark! – Der er ingen andre til at gøre det…

Ugebrev
Der er én ting, der fylder det hele for tiden. Og med god ret! Den fortsatte massive flygtninge- og migrantstrøm fra specielt Mellemøsten og Nordafrika. For vi taler om en af de største udfordringer, en af de største trusler, som vi har stået over for i mange, mange år.

Hvis ikke vi håndterer udfordringen rigtigt, så vil vores land ændre sig markant – og det kan ske på meget kort tid.

Flere og flere indser alvoren. Både i forhold til Danmarks økonomi og i forhold til det vestlige værdifællesskab, vi er en del af. I forhold til økonomien fortalte en MEGAFON-måling offentliggjort søndag, at 61 procent af danskerne mente, at udgifterne til flygtninge og migranter vil gå ud over velfærden. At områder som børnepasning, undervisning og ældrepleje vil blive nedprioriteret lokalt. På den baggrund er det fuldt forståeligt, at cirka halvdelen samtidig slår fast, at deres kommune ikke bør modtage flere flygtninge og migranter, end den gør i dag.

Landets borgmestre har også adskillige gange luftet deres bekymring for udgifterne til det hurtigt voksende antal flygtninge, migranter og familiesammenførte. 81 procent af borgmestrene melder, at de mangler midler til at finansiere indsatsen i deres kommune. Budgetterne rækker slet ikke. Skanderborgs borgmester, Jørgen Gaarde, fortæller for eksempel, at han mangler et sted mellem syv og ti millioner kroner i år. Pengene må gå fra velfærden. ”Det er ikke i orden, at regeringen tørrer den økonomiske opgave af på kommunerne. For det bliver den enkelte borgmester og ikke politikerne på Christiansborg, der skal forklare kommunens borgere, at vi skal finde pengene”, siger Jørgen Gaarde.

Og han har bestemt en pointe. Det er ikke rimeligt, at de kommunale politikere skal stå med hovedansvaret for konsekvenserne af den indvandringspolitik, som bliver ført fra Christiansborg. Den politik, som betyder, at der kommer flere og flere flygtninge og migranter til Danmark. Den politik, som betyder, at kommunerne sidder tilbage med “aben”. Som Odder Kommunes borgmester, Uffe Jensen, så rigtigt udtrykker det, så kan man ikke lokalt blive ved med at finde ekstra millioner uden, at der kommer en nedgang i serviceniveauet.

Interessant nok kom det i weekenden frem, at hver gang en flygtning eller migrant kommer i arbejde, betyder det en gevinst for samfundet på ca. 250.000 kr. Omvendt viser det jo noget om, hvor mange penge den førte politik koster det danske samfund. Beskæftigelsesminister Jørgen Neergaard Larsen (V) sagde i den forbindelse: ”De seneste årtiers forsøg på at få flygtninge i arbejde har været katastrofalt ringe. Hvis ikke det lykkes nu, står vi med en akut trussel for velfærdssamfundet, for Danmarks økonomi og sammenhængskraft afhænger af, at vi finder nye veje til at få flygtningene ind på arbejdsmarkedet”.

Men spørgsmålet er jo, om det overhovedet lader sig gøre. Over de seneste mange år er der i snit årligt kommet ca. 6000 flygtninge og familiesammenførte. Status er, at under halvdelen af de ikke-vestlige indvandrere er i arbejde. Integrationen er som bekendt slået fuldstændig fejl. Hvorfor tror de andre partier så på, at når der nu i år forventes 25.000 samt måske et tilsvarende antal familiesammenførte, så kan det pludselig godt lade sig gøre at få integrationen til at fungere? Det der ikke fungerede med ca. 6000, lader sig gøre med måske ca. 50.000 på et år?

Dansk Arbejdsgiverforening offentliggjorde sidste år en undersøgelse, som viste, at blot en fjerdedel af de flygtninge, som er kommet til Danmark, var i arbejde ti år efter ankomsten. Og det selvom der netop over for disse mennesker har været gjort ihærdige anstrengelser og blevet brugt store ressourcer på at få dem i arbejde.

I det lys kan man sige, at jeg er enig med beskæftigelsesministeren i hans diagnose, men jeg er bestemt ikke enig i kuren. For erfaringerne taler deres tydelige sprog.

Og derfor må kursen helt omlægges. Fremover bør det være således, at vi selvfølgelig hjælper folk i nød – helst i nærheden af deres hjemlande. Hvis det ikke kan lade sig gøre, og det så sker her i Danmark, skal det være med det klare udgangspunkt, at de skal hjem igen, så snart det er muligt. Det skal ikke være en mulighed for den enkelte – men en pligt. Derfor skal det også foregå i statsligt drevne asylcentre og ikke via integrationsprogrammer i kommunerne.

Hvorfor? Fordi vi samtidig med, at vi hjælper flere folk i nød, skal passe på Danmark og vores velfærdssamfund! Der er ingen andre til at gøre det…

Med venlig hilsen
Kristian Thulesen Dahl

 

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.