Rabiate imamer – Nu snakker politikerne igen – men handles der denne gang?

Ugebrev
Hvis nogen skulle være det mindste i tvivl om, hvilken rolle en række herboende imamer og islamiske organisationer spiller for integrationen, så fik de et klart svar søndag. Et møde med repræsentanter fra 31 islamiske organisationer resulterede nemlig i en fordømmelse af TV2. Altså ikke noget med at det var et problem, at der i Danmark er blevet undervist i stening af utro, dødsstraf over frafaldne og opfordring til socialt bedrageri. Problemet består ifølge imamerne i, at TV2 har bragt disse forhold frem i lyset. Absurd! Helt igennem absurd. Kun et naivt dansk samfund vil trække på skuldrene af det her.

Hvad vi oplever, er desværre en ren tilståelsessag. Det er et endegyldigt bevis for, at disse mennesker er meget, meget langt væk fra virkeligheden i Danmark i år 2016. Og dem der tror, at disse mennesker kan nås gennem dialog, må tro om igen. Der er ikke noget at diskutere eller forhandle om. Vi skal nemlig ikke i ét sekund tænke tanken om at gå på kompromis med vores værdier og vores frihed for at komme disse mennesker i møde.

Og disse imamer bidrager ikke med noget som helst positivt til det danske samfund. Tværtimod er de ganske skadelige.

Det er så desværre ikke nyt, at det forholder sig sådan. At imamer ”indendørs” taler for sharia og stening, mens de ”udendørs” taler om integration. At de taler med to tunger.

Et af de mere spektakulære eksempler på dette skete under den såkaldte Muhammed-krise. Her opretholdt en gruppe imamer en ikke-voldelig facade og samarbejdede endda ifølge eks-imamen Ahmed Akkari med PET, alt imens de uden for Danmarks grænser gjorde sig de mest ihærdige anstrengelser for at få kørt konflikten op til skade for Danmark. Ifølge Akkari kontaktede imamerne i al hemmelighed blandt andet terrorbevægelserne Hizbollah og Hamas.

Men hvordan har reaktionen så været på TV2s afsløringer gennem de sidste par uger og så senest bredsiden mod TV2 for at være ”ansvarlig for denmåde, som de ødelægger de forskellige integrationsprocesser, som organisationerne har arbejdet på de seneste30 år i Danmark”?

Jo, det har ikke skortet på afstandtagen og fordømmelse. Ord har der været mange af. Problemet er bare, at afstandtagen og fordømmelsen stort set altid er blevet efterfulgt af et ”men”.

For eksempel har integrationsminister Inger Støjberg bombastisk meldt ud, at hun helst så, at Grimhøjmoskéen blev jævnet med jorden, men… Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen har også ladet vide, at hun vil lukke Grimhøjmoskéen, men… Og så videre og så videre.

Sigende er det også, at netop Mette Frederiksen siger, at det skal være muligt at bremse imamer allerede ved grænsen, hvis disse har udtrykt ekstreme holdningeri andre lande. Det ville jo så kræve, at vi havde en (permanent) grænsekontrol, og det går Socialdemokratiet mig bekendt ikke ind for.

Rent ud sagt, så bør de andre partier lade handling følge ord. Det andet er skadeligt og problematisk. Når islamister blot oplever, at danske politikere snakker og snakker, men ikke gør noget, så vil de jo se det som en reel accept af at fortsætte deres samfundsundergravende aktiviteter.

Et åbenlyst sted at starte er at få lukket den Grimhøjmoské. Dansk Folkeparti har netop haft fremlagt forslag om dette i Folketinget, men opbakningen fra de andre partier udeblev. I stedet vedtog S, V, LA og K en tekst, som lød: ”Folketinget konstaterer, at der fortsat skal føres en konsekvent udlændingepolitik, så integrationsopgaven kan håndteres, og der ikke opstår parallelsamfund. Det forventes, at alle borgere i Danmark respekterer frihedsrettigheder, ligestilling mellem kønnene og demokratiske principper. Folketinget konstaterer endvidere, at regeringen og Folketinget i langt højere grad skal bekæmpe antidemokratiske og ekstremistiske miljøer, som f.eks. omkring Grimhøjmoskéen i Aarhus, der forsøger at undergrave demokratiet og vestlige værdier”.

Det er vist det, som man kalder for en hensigtserklæring. Hensigterne er gode nok, men uden handling bag er det ikke andet end ord. Det kommer vi ingen vegne med i forhold til de fundamentalistiske islamister. Det burde nu være åbenlyst for enhver!

Vestlige lande som Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Belgien, USA og Canada har vist, at man sagtens kan smide visse imamer ud af ens land. Det kan ikke være rigtigt, at de uantastet i Danmark kan prædike deres had og intolerance i strid med dansk lovgivning. De skal simpelthen ud af vagten.

Så stop snakken – Denne gang vil vi se handling!

Med venlig hilsen
Kristian Thulesen Dahl

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.