Det skal gøre ondt ikke at følge EU-linien!

Ugebrev-Thulesen Dahl
I dag mødtes statsminister Lars Løkke Rasmussen med EUs præsident Donald Tusk. Donald Tusk er nok i Danmark mest kendt for at være ham, der fik præsidentposten i stedet for Helle Thorning-Schmidt. Mange ting blev drøftet, men specielt Danmarks fortsatte deltagelse i Europol-samarbejdet har tiltrukket sig opmærksomhed.

EU-præsidenten kom til København for at fortælle danskerne, at det vil blive særdeles svært – ja måske endog umuligt – for Danmark at få en parallelaftale omkring Europol. Man fik nærmest fornemmelsen af, at EU-systemet synes, det er helt fint, at det er meget, meget svært. Også hos ja-partierne her i Danmark har man samme interesse. For så kan man sige, ”hvad sagde vi?”. Og så kan man fortsætte med at proppe mere EU ned i halsen på de ellers stadig mere skeptiske befolkninger.

Men er det ikke lige præcis sådanne reaktioner, der får flere og flere til at tage afstand fra det, der foregår i Bruxelles? Er folk ikke ved at være grundlæggende trætte af et EU-system, som fortæller, at går man ikke i takt, så kan man blive efterladt i kulden. Er det måden at få briterne overtalt til at blive i EU, når de stemmer den 23. juni? Nej – det er den gale vej at gå!

Spørgsmålet om en parallelaftale omkring Europol er først og fremmest et politisk spørgsmål. Vil man eller vil man ikke. For hvis man vil, er det ikke juridisk svært. Må jeg minde om, hvor hurtigt man lige kunne finde en vej igennem til et ellers snørklet arrangement med Tyrkiet, da primært Tyskland og kansler Merkel havde en interesse i dette… Og den britiske premierminister David Cameron fik også en aftale, som de fleste for et år siden havde beskrevet som umulig. Men da EU havde en interesse i det, kunne det gå stærkt. Eksemplerne viser, at det er et rent politisk spørgsmål, om Danmark får en parallelaftale eller ej. Og hvis EU-systemet nu prøver at ”straffe” danskerne for at fastholde vores forbehold, tror jeg omvendt, at danskerne og mange andre skeptikere vil straffe EU-systemet, der vil miste endnu mere opbakning.

EU har allerede vist, at når det kommer til det måske vigtigste emne i årtier – nemlig migrant- og flygtningekrisen – har EU fejlet. Det primære fald i antallet af migranter, som søger til EU fra Tyrkiet skete som følge af lukningen af den såkaldte Balkan-rute. Fordi nationalstaterne – imod EU’s anbefaling – indførte grænsekontroller. Så Europas borgere fik således ved selvsyn at se, at det var nationalstaterne, der skabte løsninger – ikke EU!

Det er derfor på tide, at det anerkendes, at Danmark skal genindføre en permanent og stærk grænsekontrol. Så må vi se, om også EU kan bidrage til en løsning. Her kan EU passende se til Australien. Se hvordan landet ”Down Under” har håndteret de store menneskestrømme, som har søgt mod landet. De australske myndigheder har gjort det helt klart, at personer, som ved menneskesmugleres mellemkomst, ankommer via både til landet, ikke får asyl. De pågældende kommer simpelthen ikke i land. En tilsvarende strategi for Europa vil kunne stoppe den folkevandring, vi ellers meget vel kan se tage fart igen de kommende måneder. Blandt andet af personer, som tager turen over Middelhavet til Italien, mange afrikanske statsborgere, som er drevet af udsigten til et bedre liv i Europa.

EU-systemet må vise, om det er til for befolkningerne. Om man er indstillet på at tage befolkningernes stigende skepsis alvorligt. Men skal EU gøre det, må man for alvor sadle om. Både i forhold til aftaler af den karakter, som den danske befolkning efterspørger efter folkeafstemningen den 3. december sidste år, men også i forhold til de store uløste spørgsmål som eksempelvis migrantkrisen. Hvis ikke EU indser det, vil stadig flere blive overbevist om, at nationalstaterne må løse problemerne selv.

EU må holde op med at mene, at hvis ikke et land vil gå i takt – følge EU’s linie – skal det gøre ondt…

Med venlig hilsen
Kristian Thulesen Dahl

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.