Det bliver en god torsdag!

Ugebrev
Først tak for nogle gode dage ved Folkemødet på Bornholm. Folkemødet har virkelig udviklet sig år for år. Der er arrangementer for enhver smag, og det meste foregår i en rigtig god stemning. Dog skal arrangørerne, som jeg også påpegede det i min tale til Folkemødet lørdag, passe på, at det ikke ender med at blive et arrangement hovedsageligt for pengestærke virksomheder og organisationer. Det er sket for forbilledet, Almedalsveckan på Gotland, hvor for eksempel priserne på hotelværelser og leje af lokaler eksploderer under arrangementet. Det må ikke ske for Folkemødet. Dét skal nemlig være for alle – også for folk med færre penge på lommen.

Men kaffebord i privaten med Danske Seniorer, rundvisning af lærerformand, Anders Bondo, i lærernes nyerhvervede ejendom i Allinge, debat hos FOA om specielt omsorgen for ældre og udsatte, gæve spejdere med spørgsmål om hvad fællesskab egentlig er for en størrelse. Det ene afløste det andet i en lind strøm af oplevelser. Det fungerer altså godt.

Og nu jeg nævnte spejderne. Mon ikke sådan nogle friske folk kan finde ud af at tænde bål, og bål er jo, hvad der tændes over hele landet nu på torsdag: Sankt Hans aften. Den aften skal jeg tale ved Fårup sø i Jelling. Det glæder jeg mig meget til, for fejringen af Sankt Hans er noget af det mest traditionsrige og smukkeste, jeg ved. De mange stemmer som sammen synger ”Vi elsker vort land”, som Midsommervisen jo rettelig hedder, mens bålet vokser sig større og gnistrer på livet løs. Duften af snobrød og grillpølser. Stemningen er uforlignelig.

Faktisk er det sådan, at Sankt Hans ifølge Bibelselskabet betegner overgangen til noget nyt. Og lad mig vove det ene øje og påstå, at det kommer Sankt Hans i dén grad til i år. For samtidigt med, at vi her i Danmark fejrer Sankt Hans, så bliver stemmerne talt op i Storbritannien. Briterne stemmer nemlig om deres tilhørsforhold til EU.

Uanset om det bliver et ”ja” eller et ”nej”, så vil afstemningen få betydning for EUs fremtid. Få betydning for de enkelte medlemslande, herunder naturligvis Danmarks, tilknytning til EU. Fra Dansk Folkepartis side vil vi nøje følge selve afstemningen og hvad der efterfølgende sker. Vi skal sikre, at resultatet i Storbritannien bliver til fordel for Danmark.

Bliver det et ”ja”, skal vi i Danmark følge Storbritannien og sikre os de samme fordele, som Storbritannien har fået forhandlet sig hjem. Og vi skal sikre retten til eksempelvis optjeningsprincipper, der værner om vores velfærdssamfund. Der er nok at tage fat på!

Bliver det et ”nej”, skal briterne i gang med at forhandle sig væk fra det eksisterende medlemskab. Men der er jo ingen, der forestiller sig, at briterne så blot er væk fra alting. Der vil selvfølgelig blive lavet en masse aftaler mellem EU og Storbritannien, som i praksis vil betyde, at briterne har en tilknytning – måske en mellemting mellem det nuværende medlemskab og et EØS-medlemskab som Norge, Island og Schweiz. Mon ikke det så også vil være et godt sted for Danmark at være? Selvfølgelig efter en folkeafstemning herom.

Det bliver meget, meget spændende. Lige nu er der bestemt ingen, som tør sige, om det bliver det ene eller det andet udfald. Men uanset resultatet skal vi selvfølgelig gøre det, som bedst sikrer os og vores fremtid.

For det er jo dét, som det handler om. At vi her og nu skal handle, så der også er et godt og velfungerende Danmark fremover. At vi sikrer den bedst mulige fremtid for vores børn og børnebørn. På torsdag skal jeg i øvrigt også holde dimissionstale på handelsskolen i Vejle. Og dér handler det jo i dén grad også om fremtiden. Disse unge er nu færdige med deres ungdomsuddannelse, og de skal forhåbentlig fulde af optimisme videre i tilværelsen. Det er det, vi har brug for i Danmark. Unge, som tør tro på en god fremtid for både dem selv og for vores fællesskab her i Danmark.

Jo, det bliver en spændende torsdag – en god torsdag!

Med venlig hilsen
Kristian Thulesen Dahl

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.