Selvfølgelig kan EU ændres

Ugebrev-KTD
1.  Vi skal have Venstre ind på den kurs, den nyorientering i forhold til EU, som Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og De Konservative i fællesskab gik til valg på. Det er specielt vigtigt nu, hvor briterne har stemt for Brexit. Og hvorfor skal danskerne så ikke også have muligheden for at blive spurgt om EU? Hvorfor skal danskerne kun spørges, hvis der skal mere EU – ikke om vi ønsker en løsere tilknytning… Og hvis partier, der skal arbejde tæt sammen, er uenige om EU-politikken, er en folkeafstemning jo en fin måde at løse uenigheden på. Resultatet må alle selvsagt respektere!

2.  Det er lige nu svært at se, at der skulle være penge til skattelettelser. Der er i hvert fald ikke nogen, som endnu har peget på, hvor pengene til disse skal komme fra. Derfor er det lidt svært at se for sig, at der kommer store skattelettelser til efteråret. Nu er det ikke sådan, at vi i Dansk Folkeparti har et ideologisk problem med skattelettelser. Det har vi bestemt ikke. Men pengene skal være der, og hvis de så er der, så mener vi, at der skal lempes i bunden, så for eksempel ufaglærte og butiksassistenter får mere ud af at arbejde.

TV2 har lavet et længere sommerinterview med mig og nogenlunde som ovenstående er nogle af de pointer, som TV2 har valgt at fremhæve. Jeg vil selvfølgelig anbefale alle at se hele interviewet, så man får det hele med.

Politikere og diverse kommentatorer har haft travlt med at kommentere punkterne fra interviewet. Nogle af kommentarerne har undret mig lidt, for så meget nyt er der vist ikke. Men sådan er det, når alt skal gradbøjes.

Dansk Folkepartis politik kan ingen i hvert fald være overraskede over. Der er ikke noget dér, som bør komme bag på nogen. At vi ikke på forhånd har tænkt os bare at sige ”ok, så bliver det sådan” til andre partier, fordi de siger, at de ikke ønsker det samme som os, bør heller ikke undre nogen. Og hvis et parti melder ud, at de vil det stik modsatte af os, så vil vi selvfølgelig se, om vi kan få vores politik igennem på en anden måde. Så vil vi søge andre muligheder for at få flertal for vores politik. For hvad skal politiske partier andet end at arbejde for at få så meget af det, man har lovet danskerne, igennem, som muligt?

Til gengæld undrer det mig lidt, at visse kommentatorer har den holdning, at ønsket om, at Danmark skal ind på en ny EU-kurs, gør, at Dansk Folkeparti bevæger sig væk fra at komme i regering efter et valg. Hvorfor det? Det virker som om, at det absolut skal være Dansk Folkeparti, som rykker sig på dette område, mens det forekommer helt utænkeligt, at andre partier skulle rykke sig så meget som en tomme.

Men er sandheden ikke, at der har været nye toner i forhold til EU fra eksempelvis S og V? I hvert fald brokkede den radikale formand, Morten Østergaard, sig i midten af juni i Berlingske over, at Venstres formand Lars Løkke Rasmussen og Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen ”taler EU ned”. Jeg er kun glad for, at Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen anerkender, at alt ikke er fryd og gammen, når det gælder EU. At der er udfordringer, som skal håndteres anderledes, end man har gjort hidtil. Den anerkendelse er et vigtigt skridt på vejen mod mere Danmark og mindre EU.

Vi har før set, hvordan andre partier har rykket sig i retning af Dansk Folkeparti. Hvordan det igen og igen blev sagt, at dét og dét bare ikke kunne lade sig gøre. Det endte så med, at det kunne det alligevel godt. Hvorfor skulle det ikke kunne ske igen? Og når det gælder netop EU, så er det åbenlyst, at her skal tingene gøres anderledes. EU-systemet er altså skabt af mennesker. Samarbejdet er ikke mejslet i granit. Derfor kan det selvfølgelig lade sig gøre at ændre EU-samarbejdet, hvis tilstrækkelig mange vil det. Og den bevægelse er i gang. Og vil man lære af briternes folkeafstemning, er det netop den bevægelse, der skal fortsættes og forstærkes. Så vi ender med “Mere Danmark – Mindre EU”!

Med venlig hilsen
Kristian Thulesen Dahl

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.