Endelig snart årsmøde igen!

Ugebrev-Thulesen Dahl
I weekenden finder et af årets højdepunkter for mit vedkommende sted: Dansk Folkepartis årsmøde. Jeg glæder mig! Det er simpelthen så hyggeligt at møde alle de mennesker, som i dén grad er med til at gøre Dansk Folkeparti til det folkeparti, som det er. På årsmødet kommer danskere af enhver slags. Fra alle egne af vort dejlig land. Unge, ældre og dem midt i mellem. Og når vi samles, føles det som én stor familie. Vi er Dansk Folkeparti!

Traditionen tro finder årsmødet sted i Herning. Sidste år holdt vi et brag af et årsmøde i Boxen. Vi rykkede nemlig ud af de vante rammer i Kongrescentret. Det var jubilæumsårsmøde, og på alle fronter skulle den have ekstra gas. Dansk Folkeparti fyldte tyve år, og det skulle fejres! Det blev det så sandelig også. Sikke en weekend. Den glemmer jeg ikke! I år rykker vi så tilbage til de hyggelige og lidt mere intime rammer i Herning Kongrescenter – lige midt i Herning. Nu skriver jeg ”intime rammer”, og det kommer til at holde stik. For vi bliver flere, end vi var, sidst vi var i Kongrescentret, så vi kommer til at rykke lidt sammen, så der bliver plads til alle. Men det bliver bare hyggeligt!

Udover at årsmødet sidst stod i 20 års jubilæets tegn, havde vi også netop haft folketingsvalg. Det fantastiske folketingsvalg, hvor 741.746 danskere viste os deres tillid og gav os deres stemme. Det var og er vi dybt taknemmelige og ydmyge overfor. Vi arbejder hver dag hårdt for at vise os tilliden værdig. Og der er nok at gøre! Det er klart, at den aktuelle politiske situation i år vil sætte sit præg på årsmødet. Der er jo faktisk krise på Christiansborg. Det skal vi selvfølgelig berette om, ligesom vi skal synge fællessange, høre en spændende gæstetaler og, ikke mindst, have gode politiske debatter.

Men det, som foregår formelt i den store sal i Kongrescentret, er jo bare en del af årsmødet. Lige så vigtigt er alt det, som sker rundt om årsmødet. Man får en sludder med folk, man ikke kender. Man hilser på gode bekendte, som man måske ikke har fået set i et stykke tid. Man oplever den gode stemning, som der altid er til vores årsmøder. Man kommer simpelthen hinanden ved. Over kaffen – over en varm pølse ved en af pølsevognene eller ved aftenfesten.

Og apropos aftenfesten lørdag. Jeg ville ønske, at jeg skråsikkert kunne sige, at min tale lørdag formiddag var årsmødets højdepunkt for de fleste deltagere, men jeg må nok erkende, at jeg har skarp konkurrence fra festen. Og det er fuldt forståeligt. For det er ganske enkelt årets fest. Latter, dans, god mad, god musik og fantastisk selskab, så bliver det bare ikke bedre!

Jeg glæder mig fantastisk meget til at se alle jer, der skal med.

Vel mødt i Herning i weekenden!

Med venlig hilsen
Kristian Thulesen Dahl

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.