Flagdag – Vi skylder vores veteraner og udsendte SÅ meget!

Ugebrev
I dag går vores smukke flag, Dannebrog, til tops mange steder i landet for at ære de mange soldater, som har været udsendt på internationale missioner for Danmark. De kan faktisk tælles i titusindvis. Blandt andet var cirka 23.000 udsendt til Cypern i perioden 1964-1994. Det er mange. De udsendte i forskellige missioner har været villige til at sætte alt på spil for det, vi tror på! Det fortjener at blive husket!

Nu er omkring 400 danskere og F16-fly aktive i Syrien og i Irak for at bekæmpe Islamisk Stat. De kæmper selvfølgelig ikke alene. Samlet bidrager 66 lande. Missionen er dybt nødvendig. Islamisk Stat udviser en brutalitet over for enhver anderledes tænkende, som knapt lader sig beskrive med ord. Men det handler også om vores sikkerhed. Islamisk Stat står bag modbydelig terror rettet mod civile på europæisk jord, og vi ved, at IS også har Danmark som mål. For at få udryddet Islamisk Stat fra jordens overflade, så må vi også være med til at tage fat om nældens rod. Det kræver, at vi slås mod dem der, hvor de er stærkest. Det kræver mod, for det kan kræve ofre. Og det er ingen nem beslutning at sende danske soldater i krig. Tro mig.

Flagdagen i dag markerer på smukkeste vis, hvad det handler om. Blandt andet på Kastellet i København. På Kastellet findes et stort mindesmærke, hvor hver og én, som er faldet for Danmark under udsendelse, er nævnt. De er faldet for Danmark, for vores værdier og for alt det, som vi tror på. For nogle år siden stod jeg der ved mindesmærket på Flagdagen og havde en tænksom stund. Ved siden af mig stod en familie og krammede hinanden uden ord med tårerne trillende ned af kinderne. De havde mistet en kær, og deres tårer sagde mere, end jeg nogensinde ville kunne sige med ord.

Mange, for mange, har betalt den højeste pris, deres liv. Mange er kommet hjem med ar på krop og sjæl. Vores modige mænd og kvinder har gjort og gør en forskel i en urolig verden.

TV2 Syd viste her i weekenden et indslag om skolebørn, som skriver en hilsen til udsendte. Det er folkeskoleelever i Varde, som sender en meget personlig hilsen til de af byens soldater, som nu er i andre lande. Børnene ved ikke, hvem der ender med at få brevet. ”Hilsen Hjemmefra” hedder projektet, og jeg synes, at det er en fantastisk idé.

”Jeg har stor respekt for dig og dine kolleger, og dét I gør for andre”. ”Jeg synes, at du er rigtig god og rigtig modig. Fordi der er mange, der er bange og flygter fra krige, men du tager derned og prøver at få dem stoppet”. Sådan lyder det i to af de breve, som soldater vil modtage. At børnenes hilsener mere end varmer, er der vist ingen tvivl om. En soldat siger, at ”breve og pakker fra familier og venner ved man jo, at man får, men en hilsen fra en skoleelev giver en helt anden vinkel på, at folk hjemme i Danmark jo holder med én”.

Og ja, det er helt rigtigt, kære udsendte, vi holder med jer, og vi er stolte af jer! Det er vi ikke kun i dag, på Flagdagen, det er vi hver eneste dag året rundt.

I er noget af det bedste og det fineste, som Danmark har! Tak.

Med venlig hilsen
Kristian Thulesen Dahl

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.