Formanden har ordet om MELD og FELD

000000000

Kære alle,

DF’s gruppeformand i Europa-Parlamentet Anders Vistisen har brugt ugen på at lave en tilbundsgående gennemgang af enhver økonomisk støtte fra det europæiske parti, MELD, og tænketanken, FELD til aktiviteter, der relaterer sig til Dansk Folkepartis medlemmer af Europa-Parlamentet i årene 2012-2015, hvor Dansk Folkeparti har været medlemmer af Meld og Feld.

Anders Vistisen har på baggrund af denne gennemgang indstillet til Dansk Folkepartis ledelse, at hele støtten, der relaterer sig til Dansk Folkeparti i årene 2012-2015, betales tilbage. Krone for krone for al tvivl skal ryddes af bordet. Den indstilling er Dansk Folkepartis ledelse i Danmark helt enig i, og det vil Anders Vistisen meddele Europa-Parlamentets kontor DG Finans på et aftalt møde på mandag. Det drejer sig om 955.210,38 kr. I kan gå ind og se hele aktivitetslisten på df.dk.

Kristian Thulesen Dahl: DF tager det nødvendige spadestik.
Den sidste uge har Dansk Folkepartis nye gruppeformand i Europa-Parlamentet, Anders Vistisen, haft til opgave at komme til bunds i MELD og FELDs aktiviteter for så vidt angår den danske delegation. Udgangspunktet har været, at der skulle tages et så dybt spadestik, at der ikke længere er aktiviteter for DF eller de danske parlamentarikere, som er finansieret af MELD og FELD. Jeg er meget tilfreds med den indsats, der er lavet. En indsats som vi skulle have gennemført for længst.

Anders Vistisens indstilling til, at vi gør rent bord og tilbagebetaler alt, hvad vi i medlemsperioden har modtaget, er jeg enig i, og derfor betaler Dansk Folkeparti straks på mandag godt 950.000 kr. retur.

Det skal jeg, som formand, være den første til at beklage er nødvendigt.

Vi har ikke levet op til vore egne standarder. Selvom der givet er udgifter, som man med rette kan argumentere for efter reglerne kan afholdes af MELD og FELD, må vi tage konsekvensen af det rod, der har været. Derfor har arbejdsbeskrivelsen for Anders Vistisen været, at alt, ikke bare for det seneste år men for alle årene, DF har været medlem af MELD og FELD, skulle undersøges.

Dansk Folkepartis vælgere og medlemmer kan ikke længere have tvivlen hængende om, hvorvidt der har været aktiviteter, som godt kunne eller ikke burde være afholdt af og betalt af MELD og FELD.

Derfor tager vi så dybt et spadestik, som vi gør og betaler alt tilbage.

Så ved vi godt, at der resterer et arbejde i Europa-Parlamentet, hvor det undersøges, om nogen har gjort noget forkert og i givet fald hvad. Det arbejde går sin gang, og det er ude af vore hænder.

Jeg har noteret mig, at nogle i medierne har ment, at det var problematisk, at DF undersøger sig selv. Det er jeg ikke enig i. Det eneste problem jeg ser i det, er, at vi ikke har gjort det for længst. Vores egen udredning hindrer jo ikke Europa-Parlamentet i også at undersøge. Og som de fleste ved, har parlamentet i Bruxelles siden sidste efterår undersøgt en række forhold.

Nu håndterer vi den økonomiske side af sagen. Tilbage resterer et hårdt arbejde med igen at gøre os berettigede til vore medlemmers og vælgeres tillid. Det er vi os pinligt bevidste om.

Vh. Kristian

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.