Satspulje på beskæftigelsesområdet med solide DF-aftryk

Pressemeddelelse

DF’s forhandlere Karina Adsbøl og Marlene Harpsøe glæder sig over, at DF har fået sat solide aftryk i den netop indgåede aftale om satspuljemidler på beskæftigelsesområdet. 

Ligestillings- og handicapordfører, Karina Adsbøl, glæder sig især over den store indsats for at hjælpe mennesker med handicap ud på arbejdsmarkedet og over, at DF har fået øget handicappuljen, hvor der kan søges midler til gode projekter, som kan hjælpe borgere med handicap.

Der har også været fokus på indvandrerkvinder og social kontrol i forhandlingerne.

– Det er helt uholdbart, at social kontrol holder indvandrerkvinder ude fra arbejdsmarkedet. Det går simpelthen ikke i et land som Danmark, at mænd kan forhindre kvinder i at tage et arbejde, sådan som vi bl.a. har set dokumenteret i ”Moskeerne bag skøret”, siger Karina Adsbøl.

Medlem af Folketingets Beskæftigelsesudvalg, Marlene Harpsøe, fremhæver betydningen af at give en håndsrækning til de veteraner, der alt for ofte har vanskeligt ved at opnå erstatning.

– En erstatningspulje til vores veteraner hilser vi meget velkommen. Vores veteraner har kæmpet for Danmark, og de fortjener det bedste, derudover er vi meget tilfredse med, at der bliver afsat midler til at forebygge vold på arbejdspladsen, siger Marlene Harpsøe.

DF havde gerne set en større indsats for de langtidssyge, der er i kontanthjælpssystemet. Det er dog positivt, at DF har fået skrevet ind i aftalen, at kommunerne opfordres til at tage hånd om de langtidssyge først.

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.