Chris Bjerknæs ny landsformand for DF’s Ungdom

Chris Bjerknæs, ny formand DFU

På Dansk Folkepartis Ungdoms årsmøde på Hotel Opus i Horsens 11.-12. februar blev Chris Bjerknæs valgt til ny landsformand.

– Jeg er virkelig glad og stolt over valget til formand for DF Ungdom, og jeg vil lægge al den energi og tid, det kræver for at leve op til medlemmernes forventninger og prøve at samle op på det flotte resultat, vi fik til skolevalget og se, om ikke vi kan veksle flere af de stemmer til medlemskaber, siger Chris Bjerknæs.

– De fleste kender DF Ungdom for vores udlændingepolitik og vores kamp for strengere straffe og dyrevelfærd. Det vil selvfølgelig også være vigtige mærkesager for os fremover, men jeg vil lægge mig i selen for, at DF Ungdom kommer til at markere sig skarpere i forhold til en lang række af de emner, som er vigtige for de unge og deres hverdag. DF Ungdom skal markere sig endnu mere på uddannelsespolitikken, hvor vi vil have lige så meget fokus på erhvervsuddannelsernes forhold som akademikernes, og hvor vi vil være klare i mælet om folkeskolen, gymnasierne, erhvervsuddannelserne, universiteterne, SU og manglende studieboliger i storbyerne. Der vil vi fremover være meget mere tydelige i debatten, siger Chris Bjerknæs.

For DF og DFU har en masse at byde på, når det kommer til de unge. Det skal vi ud og fortælle. Der er mange, som ikke tør bekende kulør politisk, og det har jeg en ambition om at ændre på. Vi skal i højere grad være der, hvor de unge er, siger Chris Bjerknæs.

Chris Bjerknæs er 27 år gammel, arbejder som farvehandler og er en særdeles aktiv debattør og læserbrevsskribent. Chris Bjerknæs har i mange år været aktiv i Dansk Folkeparti og Dansk Folkepartis Ungdom både som lokalformand, hovedbestyrelsesmedlem og folketingskandidat.

Derudover er følgende valgt til DF Ungdoms hovedbestyrelse: Jakob Kjærsgaard Mortensen, Tobias Weische, Julie Gottschalk, Christian Bülow, Nickolai Noel Hamann og Chris Veber.

 

 

 

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.