Skal danskerne have indflydelse på Danmarks EU-kurs?


Det kunne næsten ikke blive mere modsætningsfyldt. På samme dag, som Folketinget afholder en Folkehøring om EU for at inddrage borgerne mere direkte i den danske EU-politik, foreslår en stribe partier med radikale Morten Østergaard i spidsen at lave en politisk håndfæstning om, at danskerne aldrig skal have lov til at stemme om det danske EU-medlemskab.

De Radikale, SF og Alternativet vil have de EU-ivrige partier i Folketinget til at lave en bindende politisk aftale om, at ligegyldigt, hvem der har magten, så skal der aldrig nogensinde afholdes en folkeafstemning om Danmarks medlemskab af EU.

Sjældent har jeg da hørt noget så tåbeligt. Det er et udemokratisk, ufolkeligt, uforståeligt og helt igennem tudetosset forslag. Og så på dagen for folkehøringen…

Normalt plejer vi at diskutere, hvordan vi kan få danskerne til at engagere sig mere i politiske spørgsmål. Men det gælder bare ikke, når det drejer sig om EU, må man forstå på de tre partier. Så skal danskerne under ingen omstændigheder spørges. Frygten er åbenbar. Hvis man spørger, risikerer man jo, at befolkningen svarer ”forkert”.

Danskerne kan åbenbart kun blive spurgt, når politikerne er tvunget til det efter Grundloven. Når det handler om, at Danmark skal afgive mere suverænitet til EU. Men ikke, hvis det handler om mindre EU. Om at trække suverænitet tilbage til nationalstaten. Absurd.

Det er måske ikke den store overraskelse, at Morten Østergaard og hans radikale fæller mener dette. De kan ikke få EU nok, og ser blot de genstridige danske vælgere som en ubelejlig hindring.

Men hvad med Alternativet? Dette nye parti. Det friske pust… Partiet som har gjort sig til talsmænd for større borgerinddragelse og en ny og mere åben og gennemsigtig politisk kultur. Som har kæmpet for, at et vist antal danskere skal kunne sætte sig igennem over for politikerne og kræve et konkret politisk forslag sat på dagsordenen. Med en formand, som har gjort det til en dyd i hver Folketingets spørgetime at stille spørgsmål på vegne af medlemmerne. Men når det kommer til EU, handler det åbenbart om at sætte danskerne ud på sidesporet!

Hvis nogle troede, at Alternativet var netop alternative, så tro om nu. Uffe Elbæk kommer fra Morten Østergaards radikale – og tænker som de radikale.

Det var selvfølgelig godt, at statsminister Lars Løkke Rasmussen kom hurtigt på banen og hældte det radikale forslag ned ad brættet. Også selvom hans egen radikalt sindede EU-ordfører Jan E. Jørgensen inden da nåede at udtrykke stor forståelse for forslaget.

Det er jo ikke fordi, Lars Løkke Rasmussen gerne vil have en folkeafstemning. Han er stor tilhænger af Danmarks nuværende tilknytning til EU og har intet ønske om at ændre herpå. Det er fair nok at have den holdning. Det er noget helt at have et ønske om at afholde danskerne fra på et tidspunkt igen at blive hørt.

Min egen holdning er velkendt. Inden for de kommende år vil Storbritannien have forhandlet en aftale om landets nye forhold til EU på plads. Når vi til sin tid kender det præcise indhold af den aftale, mener jeg, det vil være helt oplagt at spørge danskerne, om de også synes, at vi skal bevæge os i den retning. Så vil det nemlig være op til danskerne at lægge kursen.

De partier, der afviser det, må jo vurdere, at de har en dårlig sag.

Med venlig hilsen
Kristian Thulesen Dahl

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.