Juni 1992. Sikke en dejlig måned!


I dag er det 25 år siden, at Danmark på en smuk sommeraften sensationelt vandt EM i fodbold med en legendarisk 2-0 sejr over et ellers fremragende tysk landshold på Nya Ullevi i Göteborg. Og dermed blev Danmark hensat i en tilstand af glæde, eufori og rød-hvide farver, som man vel skal helt tilbage til Befrielsen for at finde magen til. Det var vidunderligt. Det var historisk. Og det var nationalfølelse på den allerbedste og mest positive måde.

Det er en af de aftener, hvor næsten alle kan huske, hvor de var, og hvem de var sammen med. Jeg selv var i Aalborg. Glemmer aldrig, da jeg stod for enden af Jomfru Ane Gade, og hele gaden var fyldt med glade mennesker med Dannebrog vajende alle mulige steder.

Men juni 1992 var også måneden, hvor et flertal af danskere sagde nej tak til Maastricht-traktaten. Til den politiske Union i Europa. Til en Union der skidt for skridt har til hensigt at tømme nationalstaterne for indhold. Det indhold, som festen den 26. juni ellers var et godt udtryk for.

For ligegyldigt hvor ofte EU-bureaukrater og kulturradikale typer forsøger at aflive nationalstaten som en relevant størrelse, så ér det altså nationen og det nationale fællesskab, der er rammen om vores liv. Vi er gennem generationer forankrede i nationalstaten Danmark med fælles historie, kultur og værdier. Sådan er det bare. Og det så vi meget klart demonstreret på den allerfineste og mest hjertelige vis i de dage for 25 år siden.

”Danmark” er ikke bare en eller anden tilfældig ”social konstruktion”. Nej, vi lever i den konkrete danske virkelighed. Og til en nation hører grænser. Og muligheder for at vi selv kan bestemme, hvem der hører til her. Og hvem der ikke gør.

De fleste af os tænker med glæde tilbage på den dejlige aften i Göteborg. Ligesom mange af os har mange gode minder fra ture i vores naboland. Men desværre oplever vi nu en foruroligende strøm af dårlige nyheder fra Sverige. Den svenske efterretningstjeneste, Säpo, beretter om en eksplosiv stigning i antallet af ekstremistiske islamister, som efterretningstjenesten vurderer, at der findes ”tusindvis” af i Sverige. Tidligere har vi hørt om 12.000 efterlyste afviste asylansøgere, som de svenske myndigheder ikke aner, hvor er. En af disse personer kørte i starten af april en lastbil ind i en menneskemængde i det centrale Stockholm og dræbte fire mennesker og sårede femten.

Det er en ulykkelig og uholdbar situation, som vort svenske broderfolk har bragt sig i. Eller måske mere præcist: Som skiftende svenske regeringer gennem en lang årrække har bragt sig selv og deres borgere i ved at føre en dybt uansvarlig indvandringspolitik. Det kan man kun begræde. Det er utrolig trist.

I Danmark har vi heldigvis siden 2001 valgt en anden vej, hvor vi har langt bedre styr på mængden af migranter. Kun afbrudt af perioden 2011 – 2015, hvor Helle Thorning-Schmidt stod i spidsen for landet. Vi har etableret grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse for at værne Danmark mod de farer, som den ukontrollerede migrantstrøm helt åbenlyst udgør. Og vi har en langt mere åben debat om de store udfordringer, som især indvandringen fra Mellemøsten og Nordafrika fører med sig.

Den kurs skal vi for alt i verden holde fast i. Og grænsekontrol er en helt naturlig del af det. Også i forhold til Sverige, så vi kan beskytte Danmark og danskerne mod de negative konsekvenser af de svenske politikeres tragiske beslutninger. Vi skal ikke overtage deres problemer.

Med venlig hilsen
Kristian Thulesen Dahl

 

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.