Men hvad med Fællesskabet Danmark?


Utallige er de gange, jeg har været til møde på et gymnasium eller en produktionsskole; men ikke én eneste gang har jeg fået spørgsmålet: ”Og hvad har Dansk Folkeparti så tænkt sig at gøre for at forbedre forholdene for vore gamle?

 
”Og utallige er de gange, jeg har været til møde i pensionistforeninger, men ikke én eneste gang har jeg fået spørgsmålet: ”Og hvad har Dansk Folkeparti så tænkt sig at gøre for landets unge?”
 
Jeg har i årevis tålmodigt og forgæves bare ventet og ventet på, at sådanne spørgsmål blev stillet. Og jeg har da stadig et lønligt håb om, at det kommer til at ske.
 

Men indtil den herlige dag oprinder, må jeg fortsætte med at konstatere, at vi danskere generelt synes at være ved at miste fornemmelsen for det, jeg vil kalde Fællesskabet Danmark.

 

Altså eksempelvis som nævnt ovenfor en situation, hvor gamle på plejehjem eller i pensionistforeninger sætter de unge, og med dem landets fremtid, før deres egen situation lige her og nu. Eller eksempelvis en situation, hvor danske gymnasielever eller elever på produktionsskolerne udviser omsorg og omtanke for de gamle, som har været med til at gøre Danmark til verdens dejligste land, og med deres indsats har serveret dette Danmark for de unge på et sølvfad.
 

Jeg undervurderer selvsagt ikke, at den situation, som vi hver for sig befinder os i lige nu, må optage os i vor hverdag, men jeg savner, at vi danskere – netop når det drejer sig om politik – frem for at dyrke vor egen lille hassan og gøre præcist den til verdens vigtigste, lægger al vor energi i det danske fællesskab.

 

En gang talte jeg i telefon med en borger, som gjorde mig klart, at såfremt jeg ikke her og nu kunne garantere hende fredning af et mig ubekendt engareal, som angiveligt bl.a. var et foretrukket hjemsted for en særlig frø-type, ville hun aldrig nogensinde igen stemme på Dansk Folkeparti, som hun ellers havde gjort det lige fra starten. Jeg ønskede hende naturligvis held og lykke fremover, idet jeg udtrykte håb om, at såvel frøen som hun måtte finde glæde i deres nye parti.
 
Selvfølgelig altid træls at miste en trofast vælger, og i øvrigt – det fik jeg ikke sagt til hende – kunne det da udmærket tænkes, at DF, når det kom til stykket ville være med til at frede det pågældende areal. Men jeg tænkte alligevel på, at alt det andet, som i sin tid fik den pågældende til at stemme på Dansk Folkeparti: Udlændingepolitikken, EU-politikken, vor indsats for de gamle, vor sundhedspolitik, forsvarspolitikken, de unge, retspolitikken osv. – alt dette blev nu fejet til side. Ikke, at jeg på nogen måde vil nedgøre frøers betydning og borgeres engagement i samme – men alligevel!
 
Jeg savner og efterlyser et større samfundssind. Jeg efterlyser, at virksomhedsejeren holder op med at gøre egen virksomheds bundlinje til det helt afgørende politiske spørgsmål for hele Danmark, ligesom jeg efterlyser arbejderens forståelse for, at erhvervslivet konkurrencemæssigt skal have ordentlige forhold. Jeg savner at pensionister, gymnasiaster, faglige unge, erhvervsfolk, ufaglærte, søfolk, fiskere, kontanthjælpsmodtagere, arbejdsløse, officerer, politifolk, miljøorganisationer, bønder, kontorfolk, skolelærere – jeg savner, at alle disse og alle de hundrede andre grupper, som jeg ikke har nævnt, beslutter sig til ikke længere at sætte sig selv og sin egen interesseorganisation i første række, men derimod beslutter sig til at løfte fingeren fra ”mig-mig-mig-knappen” og i stedet være med til at genopfinde Fællesskabet Danmark.
 
Med venlig hilsen
Søren Espersen
Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.