Når journalister interviewer journalister…


Det var i timerne efter det seneste terrorangreb i England, og TV2-News var for længst gået i ”Breaking”. Alt, hvad der kunne krybe og gå af TV2-journalister hastede mod London – Lotte Mejlhede, Divya Das, Ulla Terkelsen – med flere. Alt sammen udmærket – og en journalistisk fuldstændig korrekt vurdering: Nu skulle alle kræfter sættes ind for at give danskerne en topkvalificeret dækning!

Men kom de så ud og rapportere fra begivenhedernes centrum alle disse, i øvrigt fortræffelige, journalister? Kom de af sted for at møde briterne? Kom de bagom nyhederne? Dækkede politiets indsatser? Kom de hjem til ofrenes familier? Kom de over til Borough Market for at møde pubbernes stamgæster? Kom de af sted til moskéen, hvorfra hadet havde sit udspring?

Næh… Det endte med business-as-usual – nemlig at danske journalister stod og interviewede andre danske journalister. Jeg holdt på et tidspunkt op med at tælle, hvor mange gange der i løbet af ”Breaking” blev stillet direkte om til London Bridge, hvor Divya Das og Ulla Terkelsen stod og interviewede hinanden om, at det var lige her bagved, det hele foregik…
 
Og for nu at sige det, som det er: Det er i den grad træls, at journalister på såvel TV2 som DR ustandselig interviewer hinanden. Og var det så bare lige i al virvaret omkring en ”Breaking”, at det forekom – så var det til at forstå. Men fænomenet er i løbet af nogle år blevet til en betragtelig stor del af dansk nyhedsdækning.
 
Vi er for længst holdt op med at undre os over, at Skammelsen interviewer Steffen Jensen, at Jesper Zølck interviewer Steinmetz, at Janni Pedersen interviewer Anders Langballe, at Lasse Sjørslev interviewer Hans Engel, at Camilla Thorning interviewer Uffe Tang, at Kim Bildsøe Lassen interviewer Ask Rostrup, at Kåre Quist interviewer Ole Ryborg – og at alle de nævntes chefer så i øvrigt lige hver søndag mødes i ”Presselogen” for at berette, hvor udmærket deres medier også i denne uge fungerede til alles tilfredshed.
 
Som nævnt kan der være en fornuftig årsag til, at man fra studiet ind imellem vælger at interviewe en af sine egne kolleger. Men at journalister interviewer journalister, og derved tildeler kollegaen rollen som ekspert, bør være undtagelsen, der bekræfter reglen. At en Christiansborg-journalist ved rigtigt meget om det politiske landskab, er der selvfølgelig ingen tvivl om. Og en god gammel, grundigt researchet politisk analyse lytter jeg gerne til – såvel fra Holstein, Langballe, Engel og andre. Problemet er bare, at det jo ikke alene er facts, som leveres, men der svares også på spørgsmål om fornemmelser og tendenser som ”hvordan tænker politikerne i x-parti lige nu?” – eller ”hvad foregår der lige nu i y-partis ledelse?” eller ”hvor presset er Statsministeren lige nu?”
 
Rene fornemmelses-pjat-spørgsmål af denne art besvares beredvilligt og med stor sikkerhed – hvorved jo seerne bibringes den formodning, at journalisten dér virkelig har fod på sagen – og med stor sikkerhed ved, hvad der ”lige nu forgår i partiets ledelse”, for han står jo lige der på Borgen og har givetvis fuldstændig tjek på tingene. Jeg vil så her lige tillade mig at informere om, at det – mildt sagt – ikke er ofte, at der gættes rigtigt, men at det selvfølgelig sker. Som salig Richard Møller Nielsen udtrykte det: ”Selvom det har været bragt i pressen, kan det jo godt være rigtigt”
 
Det, der for alvor er galt med tendensen til, at journalister interviewer hinanden, er, at journalisterne derved ikke alene ophøjes til eksperter, men også bliver selve kilderne til historien: Vi ved det, for det er der en journalist inde på Borgen, der har fortalt os… Unægtelig også dejligt for en studievært ikke længere at bruge tid og kræfter på at lede efter kilder til en historie, for vi har jo til enhver tid – stort set dag og nat – en sikker kilde i form af en god kollega stående, udstyret med en mikrofon, foran tv-kameraet inde på Borgen. Klar til at udlægge teksten i en barberblad-skarp analyse. Det er bare at ringe ham op – så er han på!
 
Lyder jeg som en gammel, sur journalist – som synes, alting i mit fag var bedre i gamle dage? Tjoh, det gør jeg jo nok et eller andet sted – i hvert fald lige på dette felt, for det var altså dengang altid journalistikkens hædersmærke, at den netop ikke bragte fagets udøvere frem i forreste geled, men derimod roste sig af en stærk følelse af ydmyghed dels over for faget, dels over for de ægte eksperter – kilderne og de interviewede.
 
Ak, ja… Nogen gange er udvikling ikke nødvendigvis fremskridt…
 
Med venlig hilsen
Søren Espersen

 

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.