Politik er først og fremmest følelser


Hver dag bombarderes vi med et utal af nyheder. De mange indtryk stiller store krav til vores hjerne, der skal bearbejde det hele. Var det ikke for vores veludviklede følelsesapparat, ville det være svært at forholde os til de mange komplekse forhold, vi dagligt præsenteres for. Følelsesapparatet hjælper os eksempelvis med at afgøre, hvordan kriminalitet skal straffes, hvor meget studerende skal have i SU, eller hvem der kan få kontanthjælp. Der er altså en form for mening i følelserne, fordi de afspejler tidligere erfaringer i livet. Derfor skal man heller ikke underkende eller nedgøre følelsers indflydelse på vores måde at træffe beslutninger og navigere på i et moderne samfund.

Siden de første primitive samfund har mennesket gjort brug af følelser, når politiske beslutninger skulle træffes. Når vores forfædre har skullet afgøre, hvordan udbyttet af dagens jagt skulle fordeles, om syge og skadede også skulle have andel i byttet, eller om ham, der havde nedlagt byttet, skulle have en større andel end de øvrige, så har de lænet sig op af deres følelser. Den græske filosof Aristoteles beskrev da også mennesket som zoon politicon – et politisk dyr. Med det mente han, at mennesket er skabt til at tænke politisk og løse problemer i fællesskab. Med sine appelformer Logos (fornuft) og Patos (følelser) satte han ord på det rimelige i, at følelser på linje med fornuft er at betragte som en naturlig del af menneskets politiske væsen.

Med andre ord er vi alle født til at være ”eksperter” i politik. Det kræver derfor hverken akademisk eksamen eller en særlig grad af viden at træffe beslutning om, hvordan det danske samfund bør se ud. Noget visse politikere, intellektuelle og journalister er tilbøjelige til at glemme. De er mere travlt optagede af at belære danskerne om, hvad de skal synes, når de i højere grad burde lytte. Og politikere, der tager danskernes bekymringer alvorligt, får skudt i skoene, at de er populister.

Politik skal ikke videnskabeliggøres. Der findes ikke noget facit i politik –  kun følelser og holdninger. Begreber som sandt og falsk eller godt og ondt har ganske enkelt ikke hjemme i det politiske rum. Sandt og falsk hører til i videnskabens verden, og godt og ondt er et spørgsmål om moral. At det skulle være mindre fint eller decideret dårlig tone at lade sine følelser råde i politiske spørgsmål, afkræftes paradoksalt nok af netop videnskaben. Nyere dansk forskning har nemlig påvist, at det blandt andet er følelser, som gør os til rationelle, velorienterede borgere i demokratiet. Vi engagerer os altså mere i politiske spørgsmål, når vi kan mærke dem.

Vi har i de senere år oplevet en voksende politikerlede. Det har i høj grad at gøre med, at der bliver lyttet for lidt til borgerne. Ideologiske luftkasteller, bedrevidende analyser og politisk korrekthed bør træde i baggrunden til fordel for de temaer, som danskerne finder relevante. Når danskernes ønske om permanent grænsekontrol afvises med tvivlsomme argumenter om, at det ikke hjælper på grænseoverskridende kriminalitet, når man i tre årtier fejlfortolker danskernes EU-skepsis med henvisning til, at en given EU-positiv valgkampagne må have slået fejl (indforstået: at danskerne selvfølgelig ikke kan ønske mindre EU), eller når behovet for en skattereform italesættes, selvom danskerne ønsker velfærd over skattelettelser, ja så er det klart, at danskerne føler sig overhørt.

Vi skal derfor væk fra forestillingen om, at der er et modsætningsforhold mellem politisk lederskab og fornuft og så involvering af danskerne og deres følelser.

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.