Luk banderne og smid kriminelle udlændinge ud


Det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at vi vågner op til nyheder om skyderier i gaderne – hovedsageligt i Københavns Nordvestkvarter. Her går det ikke kun ud over de krigende bandemedlemmer. Flere tilfældigt forbipasserende er blevet ramt af skud på grund af den konflikt, hvor blandt andet banden Loyal to Familia er involveret. I løbet af de seneste 10 dage, er fire mænd uden banderelationer blevet ofre for de kriminelles hærgen.

Det hører ingen steder hjemme. Ganske almindelige danskere skal ikke være nervøse for at gå ud af døren, fordi hårdkogte kriminelle gør gaderne usikre! Der skal styr på situationen – nu! Der skal være langt mere konsekvens overfor bandemedlemmerne.

På baggrund af en aktindsigt fra Ekstra Bladet, kunne Rigspolitiet forleden oplyse, at 14 procent af de registrerede rockere og bandemedlemmer i Rigspolitiets database er udenlandske statsborgere.

Blandt andet bandelederen, Shuaib Khan fra banden Loyal to Familia.

Shuaib Khan er to gange blevet betinget udvist af landet – han har blandt andet afsonet en dom på otte års fængsel for dødsvold mod en mand i Jomfru Ane Gade i Aalborg. Her blev han også udvist – dog kun betinget. 

Shuaib Khan er netop blevet varetægtsfængslet igen – og man kan spørge sig selv: Hvad godt gør sådan en mand for Danmark?

Svaret er nemt: Intet!

Hvis det stod til os i Dansk Folkeparti, så røg han på det første fly hjem til Pakistan, når han har afsonet sin dom. Og hvis nogle så indvender, at han skal blive på grund af hans tilhørsforhold til Danmark, skal svaret blot være: Nej! Han har ikke fortjent at være her i Danmark.

Men hvad så med de bandemedlemmer, som nu er danske statsborgere, men har udenlandsk baggrund? Overfor disse skal konsekvensen ved bandekriminalitet være langt hårdere. Hvis man er udlænding og bliver tildelt statsborgerskab, skal det kunne fratages én igen. Det kan man i dag, hvis man dømmes i terrorrelaterede sager. Det skete blandt andet med ”Boghandleren fra Brønshøj”, Said Mansour, da han blev dømt for terroraktivitet. Den mulighed bør vi også kunne bruge overfor bandemedlemmer med udenlandsk baggrund.

Derudover skal straffene være langt hårdere! De hårdkogte kriminelle skal kunne mærke en alvorlig konsekvens ved deres handlinger.

Foreningerne bag de hårdkogte kriminelle bør lukkes. Grundloven giver mulighed for dette. I Grundlovens paragraf 78, stk. 2.  står der nemlig, at man kan opløse foreninger, der virker eller søger at opnå deres mål ved vold.

Synes det ikke at være tilfældet med de bander, der huserer i gaderne netop nu?

Justitsministeren bør derfor træde i karakter og lukke banderne – derefter skal man så indlede en retssag – helt efter Grundlovens indhold. Det vil vise banderne, at vi tager deres hærgen dybt alvorligt.

Et forbud imod bandevirksomhed vil også gøre politiets arbejde noget nemmere. Alene det at være medlem af en bande vil så kunne udløse en straf!

De voldsomme skyderier, som vi har set den seneste tid kalder på øjeblikkelig handling. Danskerne skal kunne være trygge i deres eget land!

Med venlig hilsen
Kristian Thulesen Dahl

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.