Lad os værne om danske arbejdspladser – Stop social dumping!


I dag besøger jeg rastepladsen Hylkedal Øst ved Kolding. Det gør jeg sammen med SF’s formand, Pia Olsen Dyhr. På vej til rastepladsen vil jeg helt sikkert passere mange lastbiler på motorvejen. Fra Tyskland, Polen, Bulgarien, Litauen – men heldigvis også nogle danske lastbiler. Jeg bliver faktisk altid lidt glad, når jeg passerer en lastbil med danske nummerplader.

Vi har nemlig i disse år større og større problemer med udenlandske lastbilchauffører, der presser de danske vognmænd her i Danmark på deres løn- og arbejdsvilkår. Og på rastepladsen Hylkedal Øst, som jeg altså besøger i dag, har der været omfattende problemer.
Udenlandske chauffører bruger rastepladsen som en campingplads – har ofte holdt deres ugentlige hvil dér, mens de har ventet på nye varer og opgaver. På dårlige vilkår, som er med til at slå bunden ud af det danske arbejdsmarked. Det hører ingen steder hjemme.

Derfor kommer vi i dag med et udspil, der skal hjælpe med at få bugt med disse urimelige konkurrencevilkår for de danske chauffører.

– Vi ønsker et påbud til kommunerne om, at de skal føre kontrol med social dumping på transportområdet. Det skal blandt andet ske ved at føre kontrol med rastepladserne. Derudover skal kommunerne sætte ind overfor ”chauffør-hoteller” i industriområder, som i høj grad ellers virker som en kommunal blåstempling af social dumping.

– Vi ønsker, at der indføres tidsbegrænsning for parkering på samtlige rastepladser, så bevillingshaverne kan fortsætte med at drive en ærlig forretning, der ikke underløbes af østeuropæisk langtidsparkering.

– Vi ønsker også en enhed under politiet, der i samarbejde med skattevæsenet skal have social dumping som særligt fokusområde. Indsatsen skal kredse om skat, ordentlige løn- og arbejdsforhold, etableringskrav og udstationering. På samme måde bør der etableres en særlig enhed indenfor transport og politi, der skal kontrollere, at reglerne omkring sikkerhed, køre- og hviletid og færdselsloven generelt overholdes.

– Politiets cabotagekontrol fra politiaftalen 2015 skal permanentgøres og der skal afsættes 15 millioner kroner årligt.

– Der bør oprettes et videnscenter for social dumping, hvor der indsamles, deles og offentliggøres data på tværs af myndigheder på hele området for social dumping.

– Vi skal have stoppet brugen af såkaldte postkassefirmaer og uzbekiske forhold for chauffører. Det sker, når et firma bruger underbetalte folk fra 3. lande som chauffører. Regeringen skal pålægges at rejse denne problemstilling i EU for at samle opbakning til at bekæmpe disse postkassefirmaer og dermed sætte en stopper for importen af underbetalt arbejdskraft fra tredjelande.

Udspillet i dag lægges frem sammen med SF. Vi har de seneste år haft et godt samarbejde omkring bekæmpelsen af social dumping. Helt tilbage i valgkampen i 2015 og med konkrete initiativer i Folketinget siden. Det viser, at Dansk Folkeparti kan samarbejde md flere forskellige partier og derigennem få mere af vores politik gennemført.

Men vi kommer naturligvis også til at tage dette tema op i forbindelse med de igangværende finanslovsforhandlinger. Der skal nemlig både lovændringer og ekstra ressourcer til, hvis vi skal gøre os håb om at få sat en stopper for social dumping i transportbranchen. Vi skal værne om vores danske arbejdspladser og ikke naivt se dem udkonkurreret af billig udenlandsk arbejdskraft under ly af tåbelige EU-regler.

Med venlig hilsen
Kristian Thulesen Dahl

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.