Dansk Folkeparti holder fast: Flygtninge skal hjem, så snart det kan lade sig gøre!


Så blev 2018 for alvor sparket i gang! Lars Løkke Rasmussen hasteindkaldte tirsdag medierne til pressemøde. Budskabet fra Statsministeren var, at regeringen havde besluttet, at de ”historisk store skattelettelser”, som de ellers havde lagt op til, heller ikke kommer i denne omgang.  

 Det er egentlig gode nyheder!

I sidste uge gjorde vi det netop klart for regeringen, at en mulighed for at komme videre var at lave en lille skatteaftale med de punkter, som vi er grundlæggende enige om. Den opfordring har Statsministeren nu lyttet til.

Så nu forhandler vi om at lette skatten til de lavestlønnede for den ene milliard kroner, der er til rådighed, efter vi har indført kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen. Derudover vil vi bruge cirka 2,5 milliarder kroner på at få løst såkaldte samspilsproblemer i pensionssystemet. Gode aftaler, som ikke behøver vente på, at vi når til enighed om andre ting.

Siden sensommeren sidste år, har vi lagt op til en omlægning af dansk asylpolitik. Vi ønsker, at flygtninge rejser hjem igen, så snart muligheden er for det.  

Sådan er tilfældet ikke i dag, hvor flygtninge integreres fra dag ét, de kommer til Danmark. Den tankegang vil vi i Dansk Folkeparti have vendt på hovedet, så flygtninge fra starten af deres ophold får understreget, at de er her midlertidigt. At meningen er, at de skal vende hjem og hjælpe til med genopbygningen af deres land.

En flygtnings ophold i Danmark skal som udgangspunkt altid være midlertidig! Det vil være et reelt paradigmeskifte i dansk udlændingepolitik. Og erfaringen fra de mange andre udlændingestramninger, som DF har fået gennemført, tilsiger, at der vil komme et sådant paradigmeskifte. Også selvom modstanden lige nu synes stor.  

Et eksempel på dette har vi oplevet i medierne de seneste dage. I forbindelse med debatten om den såkaldte IGU – Integrationsgrunduddannelse.  På TV og i aviserne har vi set flygtninge, der fortæller, hvor god uddannelsen er, og hvor meget den pågældende glæder sig til at blive i Danmark og i øvrigt få hele familien hertil fra Somalia, Syrien osv. Ingen intentioner om at vende hjem igen. Målet er klart at blive her i Danmark. 

Fra fagbevægelsen og erhvervslivet er der også ren hyldest. Til gengæld er der ikke et ord fra nogen af parterne om, at der i den aftale, som regeringen har lavet sammen med arbejdsmarkedets parter, er en regel om, at flygtninge efter to år på integrationsgrunduddannelsen får direkte adgang til vores dagpengesystem!

Hvordan i alverden skal en flygtning kunne forstå, at han eller hun skal vende hjem og hjælpe med at genopbygge sit land, når personen samtidig her i Danmark optjener ret til dagpenge? 

Dansk Folkeparti vil have lavet IGU’en om, så flygtninge, der kommer i beskæftigelse, gør det med henblik på, at de skal hjem igen – og det betyder selvfølgelig, at man ikke skal kunne optjene dagpengeret.

I Danmark belaster vi ifølge Finansministeriets egne tal de offentlige kasser med 33 milliarder kroner om året på ikke-vestlig indvandring. Det er et uhyrligt højt beløb, der potentielt kunne bruges andre mere fornuftige steder, eksempelvis på vores ældre, på vores sygehuse og på vores skoler.  

Det er nu, at vi skal gøre op med os selv, om vi ønsker et Danmark, der fungerer som socialkontor for indvandrere fra hele verden, eller om vi ønsker et Danmark, der værner om danskheden. At vi skal have flygtninge til at tage hjem igen for at bygge deres eget fædreland op, når muligheden er der. 

Flygtninge skal ikke automatisk være indvandrere. Derfor holder vi i Dansk Folkeparti fast. Flygtninge skal hjem igen, så snart det kan lade sig gøre.  

Med venlig hilsen
Kristian Thulesen Dahl

 

 

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.