Kære Mette: Hvorfor i alverden vente til efter et folketingsvalg?


”Vi kommer til at gå til valg på det her, og jeg håber på danskernes opbakning til et stærkt mandat”. Sådan sagde Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, i forbindelse med præsentationen af et nyt udspil på udlændingeområdet. Samtidig siger hun, at Danmarks største udfordring er ikke-vestlig indvandring.

Men helt ærligt Mette Frederiksen. Hvis vi langt om længe er enige om, at ikke-vestlig indvandring er Danmarks største udfordring. Hvorfor så i alverden vente til efter et folketingsvalg med at gøre noget ved det? Hvorfor så ikke se at komme i gang NU?

der derfor dig og dine folk. Lad os sætte os sammen og gøre ord til handling. Lad os sikre at den nødvendige omlægning – et paradigmeskifte – i dansk udlændingepolitik rent faktisk bliver til noget. Danskerne er trætte af snak. Danskerne vil se handling.

Når jeg udfordrer til konkret handling, er det fordi, nogle af dagens forslag lyder en smule bekendt. Og vi skal have afsløret, hvor meget af dagens præsentation der er alvorligt ment, og hvor meget der netop er et rent valgudspil.

Eksempelvis det der med at oprette lejre i Afrika for asylansøgere.

Det minder nemlig om et forslag, som Dansk Folkeparti stillede for få år siden. Og dengang var reaktionen fra Socialdemokratiet, at det var et ”usmageligt forslag”.

”Vi skal ikke begynde at eksportere flygtninge rundt, som var de papkasser. Det er inhumant”, sagde Socialdemokratiets daværende udlændingeordfører, Mette Reissmann, til Berlingske.

Det var ikke nemt at samarbejde med Socialdemokratiet dengang – men lad os nu ikke dvæle for meget ved fortiden. Lad i stedet prøve de nye toner af!

Eksempelvis med forslaget om et asylstop ved grænsen. For hov. Et asylstop ved grænsen? Kræver det ikke grænsekontrol? Og vel PERMANENT grænsekontrol. Kan vi så fra i dag vide, at der er opbakning til permanent grænsekontrol – også den dag EU siger, at nu skal den midlertidige grænsekontrol forsvinde igen?

Vi skal have prøvet af, hvor meget der reelt er i ”visionen” for en ny udlændingepolitik. For selvfølgelig skal Danmark koncentrere indsatsen i nærområderne. Dermed kan vi hjælpe mange flere og samtidig få standset den skruppelløse og livsfarlige industri, hvor menneskesmuglere fragter migranter over Middelhavet.

Vi skal have antallet af udlændinge fra ikke-vestlige lande, der kommer hertil, ned på et absolut minimum. Uansvarlig udlændingepolitik over årtier har gjort, at vi har fået alt for mange flygtninge og indvandrere fra primært muslimske lande ind i Danmark. Det skal vi have styr på hurtigt!

Men i perioden 2011 til 2015 – da Socialdemokratiet sidst havde regeringsmagten – steg indrejsetallene år for år. Og de seneste to år har vi så sammen med regeringen fået nogenlunde styr på antallet af asylansøgere igen. Vi er nu på det laveste niveau i 9 år.

Men vi har stadig lang vej igen – og det haster. Derfor gør det mig urolig, at Socialdemokratiet karakteriserer deres oplæg som et valgudspil. Som kun skal gennemføres, hvis de selv sidder i regeringskontorerne. Hvorfor det? Den rigtige politik skal da gennemføres uanset, hvem der pt. sidder i regeringskontorerne.

Og derfor mit spørgsmål til Mette Frederiksen: Hvorfor vente til efter et valg?

Dansk Folkeparti er mere end klar til at få strammet gevaldigt på udlændingeområdet – vi har ventet alt for længe.

Med de mange meldinger på udlændingeområdet, som vi i disse tider hører fra mange partier, så kan jeg godt forstå, at danskerne undrer sig over, at der ikke sker mere.

Derfor mener jeg også, at det må være nu, at de partier, som vil ændringer, viser handling.

Slut med valgoplæg, hensigtserklæringer og snak.

Lad os sætte os sammen med henblik på at få gennemført den nødvendige politik NU!

Er du klar?

Med venlig hilsen
Kristian Thulesen Dahl

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.