Kristian Thulesen Dahls grundlovstale 2016

Ugebrev-KTD
Vores store digter H.C. Andersen kom jo her på Lykkesholm. Han blev inspireret til mange af sine store værker på sine rejser. Blandt andet til at skrive eventyret ”Tolv med posten”. Et eventyr om årets gang. Årets 12 måneder. Juni handler om den unge frue. Ung, fin, stolt, nydelig – og gavmild! Man må jo sige, at også Lykkesholm viser sig fra sin gavmilde side i dag.

Og nu vi taler om gavmildhed. Så skal jeg lige spørge… Har I husket det? At det er Fars Dag i dag?

I var også gavmilde til at møde op til vores grisefester. Kan genkende mange af jer. Ca. 1.800 over 3 lørdage til helstegt pattegris, jazz og fadøl. De af jer, der ikke deltog, må huske at komme med næste gang, vi laver noget tilsvarende.

Det er i dag Grundlovens fødselsdag. Og ifølge vejret må vi sige, at Grundloven har opført sig godt. Grundloven er vores ramme om vores demokrati, og på den måde fungerer Grundloven faktisk rigtig godt.

Men der er jo en virkelig fare, som vi står overfor, og som Grundloven ikke alene kan sørge for, at vi kan kæmpe os op imod. Og det er jo islamismen. Islamisterne. De formørkede mennesker, som vil sharia. Som vil stening af kvinder. Som vil flerkoneri.

De formørkede mennesker, som for en vis dels vedkommende op til sidste folketingsvalg, sidste sommer, argumenterede for, at man ikke skulle bruge sin stemmeret. Der var bl.a. en islamist som sagde: ”I helvede med Grundloven!”

Det var ganske skræmmende, og de, der måske ikke helt havde erkendt, hvad det er for nogle farer, der lurer, de blev måske klogere og fik åbnet deres øjne, da de her i år så TV2s dokumentarudsendelse ”Moskeerne bag sløret”. Det var parallelsamfund, der blev afdækket for fuld udblæsning, desværre. Det var en dokumentar, der var optaget med skjult kamera. Og som jo viste, at der her i vores dejlige, skønne land er mennesker, som lever i en middelalderlig tænkning. Mennesker som ønsker sharialovgivning indført i Danmark. Mennesker som går ind for stening af kvinder og flerkoneri, og som underviser i det over for muslimer. Alt det, som vi ikke ønsker os. Egne retssamfund, hvor man skulle finde ud af, hvad der skulle være rigtigt og forkert. Advarsler mod at henvende sig til politiet, hvis man var udsat for vold. Alt det, vi ikke kan lide.

Og samtidig er det i de her parallelsamfund, hvor ekstremismen spirer, at der udvikler sig den rene fanatisme, som jo også giver sig udslag i terrorisme. Vi har set det i Paris flere gange. Vi har set det i Bruxelles. Vi har desværre set det i København. Folk der lever i vores egne samfund. Vokser op i vores samfund og som udvikler et ubændigt had til det samme samfund, som ellers har givet dem alt. Det skal vi ikke finde os i. Vi skal slå imod det, og vi skal slå hårdt. Og vi skal vinde kampen.

Vi skal jo gøre det primært på to måder. Den ene måde er, at vi jo bliver nødt til at sige åbent og ærligt, at vi skal have bremset indvandringen, og vi skal specielt have bremset indvandringen fra den muslimske verden. Vi skal simpelthen sikre, at de stramninger, der er lavet, de virker, og der skal komme flere til. Vi har, siden folketingsvalget i sommers, lavet cirka 30 stramninger af udlændingereglerne. Vi har gjort det mindre attraktivt at søge til Danmark. Altså for migranter og asylansøgere.

Men helt ærligt, vi har gjort det mere attraktivt at komme til Danmark, hvis man er turist. Det har vi bl.a. kunnet se ved, at der er flere, der søger til Danmark som turister. Og hvorfor? Når de bliver spurgt, svarer de, at de betragter Danmark som et trygt land. Så det skal man huske på i forhold til diskussion om omdømme. Danmarks omdømme i verden. Der er kommet en måling her til morgen, der faktisk viser, at der er flere, der vurderer Danmark positivt end tidligere. Man skal nok prøve at huske på, at dem vi er interesserede i at tale til, det er de mennesker, som gerne vil komme til Danmark, fordi de oplever Danmark som et trygt og sikkert land. Et godt sted at rejse hen for sig selv og sin familie. Og det kræver selvfølgelig, at vi har styr på tingene. Og derfor er det godt i alle sammenhænge, at vi sikrer det igennem de stramninger, der leveres.

Og det efter en periode på 3,5 år, hvor det ifølge den radikale leder, Morten Østergaard, var sådan, at man leverede 45 lempelser af udlændingereglerne.

Jeg ved ikke, om I kan huske sidste efterår, hvor vi så folk gå på vores motorveje. Politiet kom, og vi tænkte, nå, nu kommer der orden på tingene. Folk kommer væk fra vores motorveje, og bilerne kan igen køre. Men nej. Politiet kom for at holde bilerne væk, for at folk med sikkerhed kunne gå på vores motorveje, hvorefter de kom løbene og sagde: ”Please, have some water!”. Jeg mener, det er da virkelig flot. Det er det danske velfærdssamfund, når det byder sig frem fra sin allerbedste side. Har I lyst til lidt vand, for hvis I skal gå hele vejen til Sverige, så har I virkelig brug for noget vand. Og når det blev aften, sørgede vi for logi og mad. Næste morgen når de havde fået en god søvn og lidt strøm på deres iPhones, kunne de så vandre videre mod det forjættede land, Sverige.

Sådan foregik det faktisk sidste efterår. Det er jo ikke til at tro. I bund og grund bør vi nok bruge lidt tid på refleksion over, hvad det egentlig var, der skete. Folk, der gik igennem det ene fredelige land efter det andet, og stadig ville påberåbe sig at være flygtninge. Hold dog op! Når man går fra det ene fredelige land til det andet, så er man migrant, indvandrer. Så er man ikke længere at betragte som flygtning. Så enkelt er det.

Og det gælder også en syrer i Ribe. Altså, hvis man har ressourcer menneskeligt og økonomisk til at komme hele vejen til Danmark, hvordan kan det så være, at ligeså snart man kommer til Danmark, så kan man pludselig ingenting. Jo, man kan selvfølgelig kæmpe for at få sine 20 børn hentet til Danmark. Og jeg kan forstå, at han har fået ret til at få de 17 af dem til Danmark. Så er der da en lille god ting ved de stramninger, vi har fået indført, nemlig at nu skal man selv betale for familiesammenføring. Det skulle man ikke indtil i sommers. Men det er jo klart, at det er lidt paradoksalt.

Levakovic kan ikke smides ud af Danmark, fordi det er vigtigt, han er tæt på sine børn. Jeg så ikke ham som den perfekte rollemodel for de børn. Men en syrer, der kommer hertil, har tre koner og 20 børn, han skal så have børnene herop med en af konerne. Så må det, medmindre han har haft rigtig travlt, det må altså næsten være fordelt mellem de tre kvinder, så tager vi sådan set børn væk fra deres mor. Hvad er logikken i det? Har de ikke menneskerettigheder i forhold til at være tæt på deres mor?

Jeg synes godt, man kan overveje engang imellem, hvordan i al verden tingene foregår. For at undgå det her morads, hvor folk vandrer fra land til land. Fra det ene fredelige land til det næste, og tror, at så skal de betragtes som flygtninge. Så skal vi selvfølgelig sige stop.

Og der skal vi sikre en effektivt virkende grænsekontrol. Det er jo for så vidt meget enkelt. Hvis vi ser på, hvad der er sket siden sidste efterår. Så er det de nationale grænsekontroller, der har virket. Det er jo ikke EU, der har virket. Det er de lande, der er begyndt at lave grænsekontroller og som sikrer et værn mod den her fri indvandringsbølge, folkevandring, vi så.

Og jeg ved godt, at forargelsen var stor. Specielt i forhold til Ungarn, da de begyndte at sige, at en grænse er en grænse, hvor vi beslutter, hvem der må komme ind over. Og hvis vi beslutter det, kræver det også handlekraft. Mange her kan nok huske, hvordan medierne valfartede derned for forarget at melde tilbage, at de sørme insisterede på, at en grænse var en grænse, der kunne bevogtes, og at folk skulle respektere den grænse.

Men jeg vil godt – nu har jeg ingen stråhat, og man skal passe på, den skal koge ganske længe før den er til at spise – men sagen er jo, at der er rigtigt mange europæiske lande, inklusiv det Tyskland med kansler Merkel i spidsen, der ellers gav los sidste efterår, som i dag er lykkelige over, at Balkan-ruten er lukket. Som er lykkelige over, at der rent faktisk er lande, som indførte national grænsekontrol. Som er lykkelige over, at de grænsekontroller virker, for det er det eneste, der virker i forhold til de mennesker, der som migranter vil flytte sig fra det ene fredelige land til det andet for at komme herop og få del i vores velfærd.

Og derfor stopper vi heller ikke før, at grænsekontrollen ikke kaldes midlertidig, men kaldes permanent. Og er en reel grænsekontrol. Det var den ene ting i forhold til at undgå en for stor indvandring.

Det andet er så at bekæmpe de parallelsamfund, som allerede er her. Og som vi er dødtrætte af. Vi så det, som jeg nævnte, i TV2s dokumentar ”Moskeerne bag sløret” for fuld afdækning. Vi har også set det i målinger. I en måling i august sidste år, ja der fremgik det, at fire ud af 10 muslimer i Danmark ønsker, at koranen skal indgå som fundament for dansk lovgivning.

Det er skræmmende, og det viser jo, at 21 integrationsplaner siden 1999 ikke har hjulpet. Skulle man så ikke lære af det? Skulle man ikke lære af, at integrationen er mislykkes og ikke tro på, at hvis man laver mere af det samme, så går det nok?

Antallet er jo for stort. 21.200 kom sidste år. Med familiesammenføring efterfølgende bliver det til ganske mange flere. Vi har fået tallet ned, der nu måned til måned kommer til Danmark, og det er selvfølgelig godt, men hvad med dem, der allerede er kommet?

Jeg synes, det er på tide, at vi redefinerer, hvad flygtningepolitik egentlig er for noget. Flygtningepolitik handler jo i sagens natur om at hjælpe mennesker, der er på flugt fra deres hjemland. I den midlertidige periode, der går, indtil man kan vende tilbage igen. Det er jo helt fundamentalt det, flygtningepolitik drejer sig om. Og Danmark skal selvfølgelig være kendt for at være et land, der hjælper mennesker i nød. Mennesker, der måtte flygte fra deres hjemstavn, fordi de ikke kan være der pga. krig og forfølgelse.

Men der må jo aldrig være tvivl om, at hensigten er at hjælpe de mennesker midlertidigt, til de kan vende tilbage til deres hjemland igen. Og det er lige præcis her, at de andre partier i Folketinget svigter. Så sent som i fredags, i forgårs, der vedtog et meget stort flertal at udmønte den såkaldte trepartsaftale.

Den trepartsaftale mange af jer selvfølgelig har hørt om. Skulle der være nogle enkelte, som ikke lige har hørt om den, vil jeg meget gerne lige bruge lidt tid på det her i dag. Det er en trepartsaftale, der betyder, at man nu kan ansætte flygtninge- og migranter, der er kommet hertil, ned til 49 kroner i timen. Det er det, vi normalt kalder løndumpning. Nogle kalder det indslusningsløn, men det er løndumpning.

Og hvad mere bemærkelsesværdigt er, så når man nu bliver ansat i de her jobs i virksomhederne ned til 49 kroner i timen, så optjener man dagpengeret fra dag ét. Man optjener dagpengeret fra dag et, sagde jeg. Det gør man. Man tror, det er løgn. Og det betyder, når man har været i det her forløb i to år, som det er sat til, så kan man gå direkte ind i dagpengesystemet. Og så kan man være på dagpenge de næste to år.

Hvordan skal man fortælle de her mennesker, der er kommet til Danmark, kære venner, I er her midlertidigt? I får hjælp, indtil I kan vende hjem igen, men I skal vende hjem igen. Når det samme samfund siger til dem, du skal for øvrigt lige vide, at du kommer ind i dagpengesystemet. For i bund og grund regner vi nok med, at du er her altid.

Sagen er jo, at vi udmærket godt ved, at rejser man ikke hjem frivilligt, så skal folk tvangshjemsendes, og det gør man i praksis meget sjældent, fordi det er svært at få aftaler med hjemlandet om. Det skal man selvfølgelig forsøge at få, men det er jo i høj grad vigtigt, at folk mentalt er udstyret med den tanke, at man bliver hjulpet midlertidigt, og at det er den måde, vi gebærder os på over for de her mennesker. Så de mentalt aldrig er i tvivl om, at det er det, der er hensigten. At vi giver kompetencer ud fra, hvad man har brug for, når man så vender tilbage. Ikke ud fra, hvordan det er at være i det danske samfund til evig tid.

Og derfor er det fuldstændig omsonst for at sige det lige ud, at Folketinget i fredags vedtager en lovgivning, der efter to år på lav løn giver adgang til dagpengesystemet til alle de her mennesker, der kom til Danmark sidste efterår. Det giver ganske enkelt ingen mening, og derfor er vi nødt til at sige til Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen og de øvrige partier, der har stemt for denne her aftale, at det er den helt gale vej at gå.

Vi har jo også lavet nogle aftaler hos Bertel Haarder, kirkeministeren, i forhold til at bekæmpe parallelsamfund. Og der ligger en række gode initiativer i de aftaler. Det, man så kan undre sig over, er, at det skal vente til efteråret med at få lavet lovgivning om det. Hvorfor ikke et større hastværk?

Nogle af reglerne vil I nikke genkendende til. Det er at tage rettigheder fra trossamfund, at man ikke længere kan bevare skattefrihed. Det kan være, at man ikke længere har vielseskompetencer. Der ligger sådan en lang række fornuftige ting.

Det, der har været mest omtalt, er selvfølgelig det her med at bekæmpe voldsprædikanter. Det har også været benævnt som hadprædikanter. Blandt andet i forhold til, at man gør det strafbart, hvis man oplærer folk, i sin egenskab af religiøs forkynder, i sharialovgivning og lignende. Lige så vel, som vi laver en liste over folk, som vi slet ikke ønsker at få hertil landet.

Og jeg ved godt, der er nogen, der bruger dagen i dag, Grundlovsdag, til at sige, at de her aftaler er i konflikt, eller vil de nok sige, er på kant med Grundloven, fordi det indskrænker ytringsfriheden. Det er helt forkert. Tværtimod så følger de Grundloven. Man kan sige det på den måde, at det, vi præcis gør, er at udmønte § 67 i Grundloven. § 67 i Grundloven siger, at borgerne har ret til at forene sig i samfundet for at dyrke gud på en måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, der strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

Dog at intet læres eller foretages, der strider mod sædeligheden eller den offentlige orden. Har vi set i ”moskeerne bag sløret” at der er nogen, der gebærder sig på en måde, der strider mod sædeligheden eller den offentlige orden? Ja, det må vi vist nok sige, at vi har. Så at det her skulle være på kant eller i strid med Grundloven – nej tværtimod – det udmønter en regel, en paragraf i Grundloven, som netop er tænkt som en mulighed for, at vi kan stille nogle værn op. Og det er præcis det, vi er i gang med.

Og så må jeg spørge de samme kritikere, som nu er så foruroligede for, hvad der mon nu sker med ytringsfriheden Hvor var de, da det handlede om straffelovens § 266b, den såkaldte racismeparagraf. I ved, den der bliver brugt til at slå folk oveni hovedet for at stoppe kritik af blandt andet de ting, der sker i muslimske samfund. Der var kritikken der ikke, men når det retter sig den anden vej, så kommer der åbenbart kritik.

Jeg må bare sige – vi må ikke være naive. Vi må ikke være som Alternativet og Enhedslisten. Alternativet og Enhedslisten gjorde det klart i sidste uge, at de ville rulle alle stramninger af udlændingelovgivningen tilbage, hvis de kommer til at få indflydelse efter næste valg.

Og jeg ved godt, at når det handler om Alternativet, at vi kan synes, det er lidt sjovt. Lidt i spøg og skæmt afdelingen. Specielt når Uffe Elbæk siger, at vi skal have en kødfri dag om ugen. Jeg ved ikke, om jeg afslører nogen hemmelighed, når jeg siger, at han har givet indtryk af, at det godt må være mandag, for så kan vi jo spise lidt ekstra i løbet af weekenden.

Men sagen er, at det jo også er et parti, der siger, at vi sagtens kan tage et eller andet sted mellem 10.000 og 50.000 flere flygtninge- og migranter. Og derfor får jeg egentlig bare lyst til at sige og minde Uffe Elbæk om noget, han selv har sagt, at hvis vi skal tage 50.000 flere: ”It is crazy!” Jeg ved godt, at han sagde det på en anden måde, men det kunne jeg ikke få mig selv til.

Om få uger, der er det Sankt Hans. Mange af os skal ud at se bål og mærke duften af snobrød. Men vi vil også være spændte på resultatet fra Storbritannien. For den 23. juni stemmer briterne. Og det er faktisk vildt spændende. Uanset, om det bliver et ja eller nej, er der faktisk perspektiv i resultatet.

Hvis de stemmer ja, så får David Cameron, den britiske premierminister, sit ønske opfyldt og de forhandlingsresultater han er kommet hjem med, hvor briterne skal bestemme mere selv og EU mindre, det kommer så til at ske. Han får en nødbremse på velfærdsydelser til vandrende arbejdstagere. Han får ret til at differentiere børnechecken til folk i udlandet. Han får et opgør med den Metockdom fra 2008, som undergravede også de danske familiesammenføringsregler. Så der er hentet noget hjem, hvis de stemmer ja.

Men stemmer de nej, så er det faktisk også spændende. Måske I ved det, men Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, har været derovre for at føre valgkamp for et ja. Og der tænkte jeg bare, at hvis de nu husker hans far, ham med sokkerne, så kan det være, at det får briterne til at stemme nej. Et nej vil jo også åbne nogle perspektiver.

Det vil være et chok ind i hele EU-systemet. Det vil jo endnu engang understrege, at hver gang en befolkning bliver spurgt om noget, der har med EU at gøre, så siger man ”EU? – Nej tak”. EU vækker bare ikke begejstring. Og det er jo grundlæggende, fordi EU ikke forstår, at vi er danskere først, og så er vi europæere. Ligesom briterne er briter først og så europæere. Eller franskmændene er franskmænd først, og så er de europæere.

Det kommer altså ikke i den anden rækkefølge. Og det kan godt være at vi har næsten glemt det, men det er ikke længe siden, at der var en, der var ”european by heart”. Men det er lidt ligesom dårligt vejr i går, man glemmer det jo hurtigt. Så kommer man videre. Men lad mig bare sige klart og tydeligt, at for mig står det rimelig klart, at hvis briterne er på vej ud, og tyrkerne er på vej ind, så ved jeg godt, hvor jeg vil være.

Sidste år, her på Lykkesholm, der stod vi i valgkampen. Vi sagde, vi ville have en strammere udlændingepolitik, vi ville have mindre EU. Vi sagde, at vi ville have mere og bedre velfærd, og at vi ville have grænsekontrollen tilbage.

Ja i dag kan vi se tilbage på et snart forgangent år, hvor vi har fået en strammere udlændingepolitik, vi fik et nej tak den 3. december i forhold til retsforbeholdet, vi har fået flere penge i år sat af til ældrepleje og sygehuse. Og vi har fået en midlertidig græsekontrol. Så vi er jo på vej, men vi ved også godt, at selvfølgelig skal vi videre.

Der er nemlig så meget, vi skal passe på her i vores Danmark. Der er ufred i verden. Der er trusler både udefra og indefra. Og dem skal vi bekæmpe. Men vi skal huske, hvorfor vi skal bekæmpe dem. Hvorfor? Jo, det skal vi jo fordi, vi har så fantastisk et land. Vi har et Danmark, vi holder af, fordi det er indrettet på en måde, som gør os stolte, også når vi ser rundt omkring i verden. Og så er det jo, fordi vi husker, at det, vi har overtaget som danskere, det er jo ikke kommet af sig selv. Det er der nogen, der har bygget op før os.

Nogen der har slidt og slæbt for. Og hvis man har den fornødne respekt i forhold til netop det, så forvalter man også det Danmark, vi nu har fået lov til at forvalte i en periode, så vi med stolthed kan formidle det videre til næste generation. Som så stadig er den skønneste plet på jord. Som stadig huser det lykkeligste folk, når man spørger i meningsundersøgelser. Som stadig har sammenhængskraft og fællesskab. Som ikke er brudt ned af parallelsamfund og de kræfter, der vil os noget skidt. Simpelthen en forpligtigelse til at passe på det gode vi har fået og overlevere det i en god stand.

For at gøre det er Grundloven en prægtig ramme, men det kommer ikke af sig selv. Det kræver hårdt arbejde og stor opbakning. Derfor er det vigtigt med dagen i dag at snakke om netop det.

Jeg startede min tale her med at nævne noget om H.C. Andersens eventyr ”Tolv med posten”. I det her eventyr er der en kaptajn, der skal skrive ned, hvordan hver måned har opført sig. Og når året er gået, fortæller han om de tolv måneder, og hvad de tolv måneder har bragt os. Han slutter med at sige: ”Nu ved jeg det ikke, og de ved det nok heller ikke selv, – for det er en underlig tid vi lever i”. Det her eventyr udkom for første gang i 1861, men ordene kunne jo ligeså godt være fra i dag.

Det er en underlig tid, vi lever i. Tænk, der er nogen, der vil de skønneste ting til livs. Men vi lover hinanden, at vi giver dem kamp til stregen. Vi lover hinanden, at vi giver hinanden styrke til netop det. Det gør vi blandt andet ved at være her i eftermiddag. Må jeg bede jer om at rejse jer op og sammen med mig udbringe et trefoldigt leve for dagens fødselar, vores dejlige Grundlov, rammen for alt det vi kæmper for og har kampgejst for.

Grundloven længe leve, hurra, hurra, hurra!

Med venlig hilsen
Kristian Thulesen Dahl

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.